“Det er virkelig småligt”

Sorgen forsvinder aldrig, men Emilie Topp Meyer er i det mindste kommet videre i sit liv, efter hendes mor i 2012 til sidst gav slip. Hun døde blot 45 år gammel i hjemmet påskesøndag som følge af en meget lang kamp mod kræften.
Emilie var 17 år gammel, og blot et par dage efter troppede hun op på gymnasiet. Klar til skole, som om intet var hændt.
“Jeg var stædig som et æsel og skulle ikke snakke med nogen. Det var min måde at overleve på. Jeg tog en slags maske på, mens min far og søster var hjemme i to uger for at græde og sørge,” siger den nu 21-årige odenseaner, der er arbejder i en børnehave og drømmer om at blive skuespiller.

Lang venteliste

Der gik godt tre måneder, før Emilie erkendte, at det ikke var holdbart. Hun måtte have hjælp, og inden moren døde, havde hun opfordret sine to døtre til at kontakte Børn, Unge & Sorg.
“Men der var virkelig lang venteliste. Jeg kom først til ti måneder efter hendes død. Det var enormt hårdt og føltes lidt som et slag i ansigtet, nu hvor jeg endelig var gået med til at få hjælp,” siger Emilie Topp Meyer, som havde en psykolog tilknyttet i længere tid, indtil behandlingen måtte slutte, fordi BUS ikke havde ressourcer til at blive ved.
“Det havde jeg fuld forståelse for. Det er jo et gratis tilbud. Og det har været en kæmpe hjælp. Havde jeg ikke fået hjælp, havde det sikkert givet et kæmpe bagslag. Jeg kan sagtens forestille mig, jeg var endt ud i en depression.”
For Emilie var sorgbearbejdelsen hos BUS en uvurderlig hjælp, og hun kender mange derigennem, som er kommet på rette spor efter et hjerteknusende tab.
Derfor undrer det hende også så meget desto mere, at Odense Kommune ikke vil støtte organisationen.
“Det er lige til at græde over. Hvordan kan man tænke, at det ikke skal støttes? Jeg kan slet ikke forstå det. Der sidder virkelig mange derude, som er i klemme. Den tid, jeg gik på gymnasiet, var der tre bare i min klasse, der mistede en forælder til kræft. Det er meget småligt. 200.000 kroner er jo virkelig ingenting, så det bliver jeg altså lidt forarget over,” lyder reaktionen, da vi fortæller hende om afslaget.
“Jeg håber, de får noget hjælp. Ellers så må vi fandeme ud på gaderne og demonstrere,” slutter hun dog med et livsbekræftende grin.