På jagt efter flagermus inde i Vejlefjordbroen
Flagermusgruppen fik adgang til meget specielt sted i Vejle
Det er ikke hver dag, man kan få adgang til dette sted, men den 11.maj var Flagermusgruppen, Danmarks Naturfredningsforening i Vejle, sammen med to biologer, en tilsynsførende for broen og Bo Levesen fra Vejle Kommune på tur gennem Vejlefjordbroen for at se efter flagermus.
Der er otte medlemmer af flagermusgruppen, som i samarbejde med kommunen registrerer flagermus i hele Vejle Kommune. Miljøministeriet har bevilget penge til blandt andet registreringsapparatur.
Flagermusgruppen fortæller om dagens tur:
“Vi mødtes ved den sydligste bropille. Her er der en indgang til broen. Vi gik i hulrummet under vejbanen over til den nordligste bropille, hvor der også er en dør i bropillen. Broen er hul kasse, som er 1712 m lang. Højden af hulrummet under vejbanen varierer mellem bropillerne. Ved bropillerne er der åbent til det fri, og man kan se ned på fjorden. Undervejs så vi nogle eksemplarer af Langøret flagermus og desuden indtørrede mumier og skeletter af Dværgflagermus eller Pipistrelflagermus.”