Fortsæt til indhold

Odense-forlag begræder Mads Holgers død

“Der var få som Mads Holger,” siger redaktør fra Odense-forlaget Mellemgaard

Samfund
Danni Paulsen

Nyheden om Mads Holgers alt for tidlige død ramte de fleste som et chok tirsdag.
Forfatteren, debattøren, radioværten, entreprenøren, akademikeren, kvindebedåreren, verdensmanden, levemanden og meget, meget mere valgte i en alder af blot 38 år at tage livet af sig selv i et sommerhus på Sydfyn.
Det oplyste familien til Politiken.
Manden havde ordet og sproget i sin magt og var sublim i kunsten at revse, hvilket han altid beviste i sine medieoptrædener, Berlingske-blogs, populære Facebook-opdateringer og bøger.
Sidstnævnte skrev han flere af, og to af dem blev udgivet af odenseanske Forlaget Mellemgaard.
“Det var selvfølgelig med stor sorg og overraskelse, at vi modtog nyheden om hans død. Det var noget af et chok, og vi er meget kede af det her på forlaget - mest af personlige årsager, men også fordi vi synes, han var en spændende forfatter,” siger forlagsredaktør Jens Eichler Lorenzen, der havde et professionelt forhold til Mads Holger, og som arbejdede tæt sammen med ham i forbindelse med udgivelserne 'Bladguld' og 'Vorherre Bevares'.
“Han var meget fornøjelig. Altid sjov og veloplagt at tale med. Og så var han enormt kvik. Han havde styr på sine ting, og vi havde et godt samarbejde.”

Vil blive savnet

Den altid velklædte Københavner blev kendt som jetset-kongen, da han i nullerne arrangerede festrejser for overklassen.
Senere slog han sig fast som alvidende samfundsdebattør med sin populære Berlingske-blog 'Den Sidste Romantiker'.
“Han var en anderledes og krøllet type. Vi mangler bestemt ikke debattører i Danmark, men der var få som Mads Holger, som havde en evne til at levere sine indspark på humoristisk og selvironisk vis. Det ser vi også i nekrologerne, der er fyldt med gode citater. Evnen til at konstruere raffinerede, elegante sætninger hjulpet på vej af ironi og humor havde han også i sit forfatterskab,” siger Jens Eichler Lorenzen og tilføjer.
“Han var en slags Rasmus Modsat, og den type kommer vi til at savne i den offentlige debat, hvor han var god til at give hug til os alle. Særligt i hans sidste bog, 'Vorherre Bevares', kommer han med en generel kritik af lilleputlandet Danmark. Han var god til at kritisere det provinsielle i os alle, og det kommer vi til at mangle,” mener forlagsredaktøren, som også satte pris på den gammeldags facon, Mads Holger skrev på.
“Han er flere gange blevet sablet ned af blandt andet Politiken. Hans debutbog blev helt enormt ondskabsfuldt behandlet, og hans sidste udgivelse fik en perfid ikke-anmeldelse. Men han gjorde ligepræcis, som det passede ham, også selvom han vidste, at øretæverne var lige rundt om hjørnet.”

Håber, Holger bliver læst

Når kunstnere dør, hører man ofte, at deres værker får et helt nyt liv. Om det bliver tilfældet med Mads Holgers litterære katalog, tør Jens Eichler Lorenzen ikke gisne om.
“Det er umuligt at sige, men jeg håber det, for hans udgivelser har fået en usober kritik. Det er nogle gode bøger, og særligt 'Vorherre Bevares' er en rigtig, rigtig sjov bog. Så kan man blive sur over, at han skriver 'endskønt' så og så mange gange, men den indeholder en fantastisk sjov satire over Danmark. Lidt i slægt med den store danske satiriker Hans Scherfig. Jeg kunne ønske, flere ville læse Mads Holgers bøger, og det siger jeg vitterligt ikke bare, fordi jeg repræsenterer hans forlag.”
Selvom forlagsredaktøren ikke var personlig ven med Mads Holger og derfor ikke kendte hans psykiske habitus, så overrasker det ham alligevel, at han valgte den drastiske afslutning.
“Han virkede altid til at have masser af appetit på livet. Han var klar på at blande sig i enhver debat og var et varmt og imødekommende menneske, som gerne tog sludder med dem, han mødte på sin vej. Så på den måde kommer det endnu mere som en overraskelse, at han valgte den triste udvej.”