Ny kamp mod hash-misbrug
Hedensted Kommune får nu støtte fra socialministeriet til at styrke kampen mod unges misbrug af hash.
To behandlingsmetoder fra Århus i København, der ifølge ministeriet har en dokumenteret virkning på de 15-25-årige, skal implementeres lokalt.
Projekterne forventes at kunne hjælpe seks ud af ti.
”Vi har i Danmark et stort problem med unges misbrug af hash, og det er helt afgørende, at vi bliver bedre til at sætte tidligt ind, så de unge slet ikke når ud i et misbrug. Men for de, der ulykkeligvis allerede er nået derud, er jeg glad for, at flere nu kan få gavn af behandlingstilbud, der virker. Et hashmisbrug har alvorlige konsekvenser, og problemerne rammer i særlig høj grad de unge, der i forvejen har det svært i skolen og i hjemmet. Jeg tror på, at udbredelsen af metoder med dokumenteret virkning, kan blive et vendepunkt i indsatsen for at få unge ud af deres misbrug,” siger socialminister Karen Ellemann i en pressemeddelelse.
Ud over at støtte de unge i at stoppe deres misbrug, tilbyder modellerne åben rådgivning og arbejder blandt andet med at styrke de unges tilknytning til uddannelse og beskæftigelse.
Samtidig arbejdes der i modellerne også på at forbedre de unges relationer til familie og netværk.
Langt størstedelen af de personer, som får behandling for stofmisbrug i Danmark har et hashmisbrug.
Knap 70 procent af dem, der blev indskrevet i behandling i 2013, har hash som hovedstof.