Fortsæt til indhold

Tæt rally-dyst på sjællandske veje

Henrik og Malene fra Team Møller-Nielsen endte med at vinde med 4,3 sekunder

Samfund
Arkiv

Team Møller-Nielsen deltog sidste weekend i Rally Vestsjælland, 3. afdeling af Danmarksmesterskabet i rally, der blev kørt på Sjælland i området omkring Mørkøv.

Løbsledelsen havde gjort et godt stykke arbejde med at finde veje, der egner sig til rallyprøver, de skal helst være smalle, snoede og gerne med masser af hop, og det var der bestemt på prøverne i det vestsjællandske.

“Vi fik gennemkørt prøverne tidligt om morgenen, hvilket gjorde at vi kunne fokusere på at køre så stærkt som muligt fra starten af løbet. Vi var derfor hurtigst i vores klasse på de første prøver mest fordi, vi var klar fra første meter og fik dermed et lille forspring som altid gør det lidt nemmere,” fortæller Malene.

Ramte chikanen

I pausen måtte en af konkurrenterne i en Mini udgå med en støddæmper, der var gået løs og skrabede op ad benzintanken.

“Det var ellers ved at blive endnu mere spændende på prøve 5, da et kikset gearskifte i nedbremsningen til en chikane gjorde, at teamet ramte chikanen. Vi kommer med høj fart til chikanen, hvor der er et lille hop før, og da vi lander, får jeg sat bilen i det forkerte gear, som så er nok til ,at jeg med højre forhjul rammer en af de vandtønder, der udgør chikanen,” fortæller Henrik.

Vandtønderne er fyldt med vand og de slår rigtig hårdt, når man rammer dem og kan nemt ødelægge bilen. For teamet betød det, at en sporestang blev bøjet men alt i alt billigt sluppet, selv om det kostede et par sekunder på prøven i forhold til konkurrenterne.

Herefter var der en tæt kamp mellem Henrik og Malene og mandskabet i Peugoet 205, hvor de skiftedes til at køre stærkest på de to sidste prøver. Henrik og Malene endte dog med at vinde den historiske klasse under 1600 ccm med 4,3 sekunder.

Mandagen før Rallyet var Malene og Line ude og køre orienteringsløb i deres Peugeot 106. Der var tilmeldt tre hold i begynderklassen, men afbud og maskinproblemer for det andet hold gjorde at Malene og Line kunne vinde deres klasse uden problemer.

jesl