Fortsæt til indhold

“Det er en stor familie”

Niels Lillelund har været i gang med at forberede Grim Fest i et par uger. Den 23-årige studerende skal til sin sjette Grim Fest

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

23-årige Niels Lillelund er en af de inkarnerede Grimfest-gængere, der bare ikke kan vente med at komme ud på Grimhøjvej 20, som ligger gård, skov og marker til Grim Fest.

Den kemiingeniør-studerende er blandt festivalens flere hundrede frivillige, men en af de få, som allerede er klar til at hjælpe til en måned før, det går løs med musik og fest.

“Jeg synes, det er meget hyggeligt herude og en god atmosfære. Op til festival-start kender alle dem, der er herude, hinanden. Jeg har en følelse af at være del af grim-familien. Jeg plejer at kalde dem for min ekstra familie, fordi det hele er meget afslappet, og man griner meget og driller hinanden. Det er sådan noget, der er med til at gøre, at man kommer igen år efter år,” siger han.

Niels Lillelunds Grim Fest-debut var i 2011.

“Jeg havde været på Roskilde Festival med en flok kammerater, der synes, at jeg skulle med til Grim Fest nogle uger senere. Og da billetten ikke var vanvittig dyr, slog jeg til,” fortæller han.

Han blev lynhurtig det, han selv kalder for 'halvt frivillig', da han hjalp til med at pille lys og lyd ned på den store scene, da festivalen var slut. Niels Lillelund har været fast inventar som frivillig hvert år siden.

“I 2014 begyndte jeg at komme herud i weekenderne op til og vækkede Aage (Stokholm, der bor på gården og arrangerer Grim Fest, red.) for at høre, om jeg kunne hjælpe til med noget, og der er altid noget at blive sat til,” siger han og beskriver sig selv som en slags altmulig-mand:

“Jeg kan ikke bygge en konstruktion eller noget andet kompliceret, så det er småopgaver, jeg kaster mig over. Men jeg kan hjælpe med at holde noget tungt og sætte en skrue i her og der. Og jeg lærer mere år for år.”

Bor i telt

I 2015 og i år flyttede han ud på gården i Brabrand en måned inden festival-start i et telt og går så ellers til hånde.

“Det er muligt, fordi jeg er studerende og har sommerferie,” siger han.

Musikmæssigt tiltaler Grim Fest også Niels Lillelund, der også kommer rundt i landet til andre festivaler som Roskilde, Spot, Nibe og senest Tinderbox, hvilket en række armbånd på hans venstre håndled afslører.

Men den store havefest på Grimhøj Gården er og bliver noget helt specielt:
“Grim Fest er betydelig mindre end de fleste festivaler, jeg har besøgt. Det er med til at gøre, at hyggen på en måde bliver mere koncentreret, og man genkender hurtigt ansigter herude. Stemningen er tilbagelænet og afslappet. Også i campen. Og jeg får altid hørt en masse ny musik, når jeg er herude,” siger han og nævner Go Go Berlins koncert i 2011 på den lille scene i gårdspladsen (Bonzai-scenen, red.) som en af sine største oplevelser.

“Det er skægt at høre bands, som senere hen får et større gennembrud,” siger den garvede grim-gænger, der håber at kunne være frivillig i mange år fremover.