Baby på vej
Rose Foldager Kristensen og Hjalte Rytter er med rette glade for Grim Fest
I de seneste uger har Lokalavisen kørt en konkurrence, hvor man kunne vinde partout-billetter til årets Grim Fest. For at komme i betragtning skulle man fortælle om sin bedste koncertoplevelse, og her faldt vi for en sød historie.
“Min allerbedste koncertoplevelse var faktisk en koncert, jeg gik glip af. På sidste års Grim Fest glædede jeg mig mest til at se Rangleklods, men på vejen hen til scenen, bliver jeg hapset på af en fuld fyr med en 'haps hapser'(værktøj, man samler affald op med, red.). Jeg stoppede op og kom til at falde i snak med ham. Og det blev til en øl. Og til sidst var festivalpladsen tom omkring os. Jeg fik ikke hørt Rangleklods. Men jeg har noget meget bedre - jeg er gravid, og til december kommer haps haps-fyren og min baby til verden,” skrev Rose Foldager Kristensen fra Tilst, hvor Lokalavisen kiggede forbi.
Smidt ud af vagten
Fyrens navn er Hjalte Rytter, der var til Grim Fest for at optræde med stand-up.
“Jeg var en smule fuld på 'White Russian's og var lidt muggen på alle, men da Rose kom forbi, steg humøret,” siger den 28-årige Rytter, som i øvrigt blev nummer 2 til DM i stand-up i 2013.
De to endte med at blive smidt ud af vagten fra festivalpladsen, fordi de havde snakket så længe. Parret har været kærester siden, og når parret skal til årets Grim Fest, bliver det med en dansende baby i maven.
I år er det femte gang Rose Foldager Kristensen skal til musikfestivalen på Grimhøjvej i Brabrand, mens det er tredje gang for Hjalte Rytter:
“Grim Fest er så hyggelig, hvor alle næsten kender alle, og du har chancen for at lære nye mennesker at kende. Og så er der noget særligt i, at kunsteren tit kommer ned og drikker en øl med publikum,” siger han.
“Vi glæder os til at komme på årets Grim Fest og fejre vores årsdag. Det er på en måde som at komme hjem, og det er en god følelse, som nu er ekstra speciel, fordi det var dér, vi mødtes første gang,“ siger 27-årige Rose Foldager Kristensen og smiler.