Fortsæt til indhold

Se liv og levned i Allingåbro i 140 år

Lokalhistorisk udstilling i anledning af Allingåbros 140 år

Samfund
Anette Bonde

Plancher med udklip og fotos, enkelte effekter fra svundne tider og scrapbøger. Kirsten Arnfelt og Ejvind Nielsen, medlemmer af bestyrelsen i Rougsø Lokalhistoriske Forening har været i arkiv-gemmerne.

På Allingåbro Hotel kan man således sommeren igennem se en udstilling, der fortæller om personer, hændelser, bygninger, butiksannoncer, sange og meget andet igennem byens 140-årige historie.

Da jernbanen kom

At byens alder netop er sat til 140 år, kommer af, at jernbanen og toget kom til Allingåbro i 1876. Hotellet blev bygget et år inden, i 1875, af Torrier Mathias Friis Andersen.

“Han vidste, at der skulle bygges en jernbane, og var så forudseende, at bygge hotellet lige over for stationen,” fortæller Kirsten Arnfelt.

Når flaget er ude foran hotellet kan man bare kigge indenfor.

På udvalgte dage vil Kirsten Arnfelt være til stede. På de tidspunkter vil man også kunne kigge i fremlagte arkivalier, blandt andet, afdøde Bodil Glerups scrapbøger. Heri beskrives hendes liv med sport gennem 50 år.
Ideen til at sætte en udstilling om Allingåbro op i jubilæumsåret, kommer fra Paul Busk Jensen fra Aktiv Allingåbro. Kirsten Arnfelt, der på nær tre-fire år har boet i Allingåbro hele sit liv, gik straks med på ideen. Hun og Ejvind Nielsen har herefter søgt omhyggeligt i arkivet for at finde alt relevant og derefter sorteret i materialet.

“Jeg graver og graver og kan slet ikke lade være. Allingåbro er jo min by.”

Flyttede pavillon fra Floes

På udstillingen kan man eksempelvis læse om hotellet, toget, se Allingåbro-sangen og andre sange som S. E. Sørensen har skrevet, og læse om A. L. Pedersen, den lokale bogtrykker, der flyttede pavillonen fra Floes Skov og genopførte den som den første idrætshal i Allingåbro.

Udstillingen på Allingåbro Hotel er bare et lille udsnit af, hvad der ellers findes om byen og egnen på Rougsø Egnsarkiv og Museum på Langhøjskolen i Vivild.

“Det her er bare en appetitvækker. Vi har meget mere.”

Man kan også gå ind på arkivets hjemmeside: www.rougsoe.lokalarkiver.dk eller arkiv.dk hvor en stor del af det righoldige kildemateriale fra arkivet er blevet registreret og lagt på nettet af de flittige folk i Rougsø Lokalhistoriske Forening, der driver egnsarkivet.