Fortsæt til indhold

Fjern jeres bjørneklo

Kig indad, lyder opfordringen til Egedal Kommune fra en borger

Samfund
Af Mette B. Sørensen

Et gammelt ordsprog lyder: Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus.”
Det er dog ifølge Jan Gindrup præcis, hvad Egedal Kommune gør, når det gælder bekæmpelse af den giftige kæmpebjørneklo.
Jan Gindrup har modtaget et af kommunes påbud om bekæmpelse af den invasive plante, hvor der gøres opmærsom på, at bødestørrelsen starter fra minimum 5.000 kr. og opefter, afhængig af kæmpebjørnekloens omfang.
Og han har nu med et glimt i øjet sendt et påbud retur til kommunen med en anmodning om, at kommunen selv begynder at fjerne kæmpebjørnekloen på de kommunale arealer.

Helt grotesk

“Jeg er i bund og grund dybt frihedselskende og er imod restriktioner og påbud. Men jeg synes, det er helt grotesk. Jeg har set på Bjørneklo i årevis på kommunens arealer, og så sender de os et påbud,” siger Jan Gindrup og ler.
Påbudet får dog ikke smilet frem hos Ingela Karlsson, chef for Center for Teknik- og mijø i Egedal Kommune.
“Vi tager gerne en dialog med de enkelte borgere både om de påbud, vi sender ud og om de tip vi får ind om steder, hvor vi har overset bjørnekloplanter,” lyder det fra centerchefen.
Er det ikke lidt emsigt, at sende påbud til borgerne, når kommunen også selv har svært ved at bekæmpe den invasive plante?

“Kommunen har en indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo, som følges ved bekæmpelsen. Jeg kan oplyse, at kommunen har bekæmpet bjørneklo inden planens deadline 15. juni. Dog er der et enkelt sted i kommunen, hvor bekæmpelsen er fundet sted senere. Lige nu skyder bjørnekloen nye såkaldte ”panikskud”. Det kan være svært at skelne panikskuddene, som er nye ift. de oprindelige skud, som er blevet bekæmpet indenfor deadline. Panikskuddene vil også blive bekæmpet. Jeg mener, at kommunen overholder den vedtagne indsatsplan, men der er naturligvis planter, der forbigår vores opmærksomhed. Det kan ikke være anderledes.”
De seneste år har planten været i defensiven, men det varme forår og den foreløbigt ret våde sommer har desværre givet planten optimale betingelser for vækst og panikskud.
"Selvom det måske kan være svært at se på grund af de mange nye friske panikskud, så har vi faktisk - på nær et enkelt overset sted - været ude og bekæmpe bjørnekloen på alle offentlige arealer inden fristen 15. juni. Og vi fortætter hen over sommeren med at fjerne panikskuddene, forsikrer afdelingsleder i Center for Teknik og Miljø, Thomas Jakobsen i en pressemeddelelse fra Egedal Kommune.
Han opfordrer også borgerne til at gribe spaden og gå aktivt ind i kampen.

Alle må hjælpe til

"Vi kan ikke udrydde planten alene som kommune. Alle skal være med. Helst frivilligt, men på 95 forskelige arealer har vi måtte sende varsel om påbud ud til grundejere om at få fjernet planten. Det har fået halvdelen til at handle. Næste deadline for at hugge blomsterhovederne af er 1. august, inden bjørnekloen får mulighed for at sprede sine frø, siger Thomas Jakobsen.
Egedal Kommune oplyser, at man med et budget på 685.000 kr. fortsætter kampen i år med uformindsket styrke på de offentlige arealer og med at inddrage borgerne i bekæmpelsen på private arealer. Derudover opfordrer kommunen alle til at benytte app'en 'Tip Egedal', hvor man nemt kan 'anmelde' bjørnekloen, hvis den bliver spottet et sted - både på private og offentlige arealer.