Tina var tre år i offentlig gabestok
Efter et langt forløb med to retssager er Tina Egelskov frikendt for beskyldninger om bedrageri i Rudersdal Kommune. Men sagerne klæber sig til hende, og psykisk har sagen slidt hårdt på hele familien.
Tina Egelskov byder indenfor i huset i Allerød. Her bor hun sammen med sin mand Kenn, der driver sit el-installatørfirma fra bygningen ved siden af huset. Jeg er kommet på besøg for at tale med Tina. Hun har i tre år været fanget i det, hun selv beskriver som: ”tre år i helvede”.
Vi småsnakker om alt mulig andet end det, som egentlig er grunden til, at jeg er kommet på besøg. Men der går kun kort tid, før samtalen drejer over på den sag, der har fyldt det hele, og alt for meget i Tinas, ægtemanden Kenns og deres to børns liv i lang tid.
I 2013 blev den tidligere socialformidler i Rudersdal Kommune sigtet for bedrageri mod sin arbejdsgiver. Sidste efterår blev hun idømt et års fængsel i byretten, hvoraf tre måneder blev gjort ubetinget og resten betinget af samfundstjeneste.
Nu er hun pure frifundet. Hun ankede nemlig byrettens dom på stedet, og onsdag den 23. juni blev hun frikendt, da Landsretten med stemmerne 6-0 gav hende medhold i, at hun ikke bedrog kommunen.
Efter en opslidende retssag er Tina klar til at fortælle, hvordan hun har oplevet sagen.
”Jeg er ikke ude efter hævn. Det, som jeg gerne vil, er at renses og have oprejsning,” siger Tina.
Kolleger ville ikke hilse
Dommen fra Landsretten er tydelig. Som allerede nævnt er frifindelsen enstemmig. Tre domsmænd og tre dommere var alle enige om at frikende Tina. I dommen understeges det endda, at Tina Egelskov ikke gjorde noget forkert i rettens øjne:
”Efter en samlet vurdering af bevisførelsen findes der intet grundlag for at anse tiltalte for skyldig i den rejste tiltale. Tiltalte frikendes derfor i det hele for tiltalen."
”Det er en lettelse, at det nu er overstået, for det har været et enormt pres. Jeg har været i en offentlig gabestok, hvor man ikke hverken kan sige eller gøre noget. Min datter er blevet spurgt, om jeg skulle i fængsel, og der er tidligere kolleger, der ikke ville hilse på mig mere,” fortæller hun.
Stressende arbejde
I 2007 blev Tina ansat som socialformidler i Rudersdal Kommune. Et arbejde hun bestred indtil 2012, hvorefter hun fortsatte i en ny stilling i Kriminalforsorgen. Arbejdet på Rudersdal Kommune var stressende.
Afdelingen var præget af stor udskiftning på både chef- og lederposter. Faktisk var Tina den, der havde været længst i afdelingen.
En bestemt sag endte med at koste familien dyrt. Tina blev tilknyttet en sag med en ung mand, der skulle anbringes i Rudersdal Kommune. Hun fik ansvaret for at få gjort en villa på Biskop Svanes Vej klar, så den unge mand kunne anbringes der. Men før villaen kunne huse den anbragte unge mand, skulle der renoveres og repareres en del. Og her begyndte Tinas mareridt.
Det endte med at Tina bad sin mand Kenn om at se på, hvad der skulle laves, hvilket førte til, at KE-Gruppen tog sig af renoveringsopgaverne i villaen. Opgaver, der løb op i cirka 1,5 millioner kroner.
”Jeg blev efterladt med opgaven og skulle selv stå med det projekt. Jeg fik at vide, at der havde været to firmaer og kigge på opgaven derude, men de kunne ikke løse dem, og så tænkte jeg: Jeg spørger om Kenn vil se på det, og han sagde, at han kunne klare det,” siger hun.
Og så blev det sådan.
Ifølge Tina ville ingen chefer røre ved sagen, og derfor blev det hendes job at få anbringelsen bragt i orden. Løbende blev alting godkendt af overordnede. Det var proceduren, og Tina siger, at hun aldrig lagde skjul på, hvem der udførte arbejdet for Rudersdal Kommune på villaen på Biskop Svanes Vej.
Men hvorfor tænkte hun ikke selv på, at det kunne være problematisk at hun fik sin egen mand til at løse en renoveringsopgave?
Det spørgsmål kan jeg ikke lade være med at stille, mens vi sidder og taler om sagen.
”Jeg har betalt dyre lærepenge. Jeg gjorde det, fordi der allerede var to elektrikere, der havde sagt, at de ikke kunne løse opgaven. Vi var ikke ude på at snyde. Hvem skulle jeg ellers spørge?,” siger hun.
”Jeg spurgte min chef om det var i orden at ringe til Kenn, og det sagde han, at det var.”
Bøjet nakke i en lille by
Tina stoppede i Rudersdal Kommune i 2013. Hun blev i stedet ansat i Kriminalforsorgen, men da hun blev sigtet for at have bedraget sin tidligere arbejdsgiver, måtte hun forlade det job.
”Jeg var i Kriminalforsorgen, men jeg måtte holde op, fordi politiet blev ved med at kontakte mig. Tina har ikke siden hun forlod Kriminalforsorgen haft arbejde. Selv om hun gerne vil have et, er det ikke sikkert, hun kan klare det. Presset fra retssagerne har gjort, at hun har været sygemeldt med stress i lang tid.
”Det er et meget hårdt system at blive kørt igennem. Jeg vil gerne tilbage til arbejdet som socialformidler,” siger Tina. Men om hun kommer det inden for den nærmeste fremtid er tvivlsomt.
”Der er ingen hjælp at hente i systemet. Og det hele har været meget hårdt økonomisk og personligt. Vi bor jo i en lille by, hvor alle kunne regne ud, at det var os, det handlede om i avisen. Og der er nogen, der dømmer dig på baggrund af det, der står i avisen.”
Hug til kommunen
I domsudskriften fra Østre Landsret kan man læse, at flere vidner forklarer, at det var en periode, hvor der var stor rotation på lederposterne og hvor systemerne fejlede.
”Der var mange skiftende chefer. Og det blev meget kaotisk. Lederne sørgede ikke for, at procedurerne blev overholdt, og at tingene kørte som de skulle. Der var ingen der tog ansvar. Og nu står de så i kø ved håndvasken,” siger Tina Egelskov, som nu venter på et muligt efterspil af sagen.
”Nu skal vi finde en advokat, der er specialist i erstatningssager, og så må vi se, hvad der sker.”
Rudersdal Kommune ønsker ikke at kommentere på sagen.