Den gamle bane har før givet titler
Landstræner Hans Nielsen har udtaget et slagkraftigt landshold af kørere, som plejer at køre stærkt på den gamle bane i Vojens
Det danske speedway landshold kommer på en svær opgave på lørdag den 23. juli, når Vojens Speedway Center danner rammen om åbningen på årets Hold VM uge. Kravet er en sejr for at kvalificere sig direkte til VM finalen i Manchester lørdagen efter.
Niels Kr. Iversen og Kenneth Bjerre, begge født i Esbjerg, bliver de bærende kræfter på en aften hvor også Michael Jepsen Jensen, Grindsted og Leon Madsen, Vejle, skal ramme topformen for at kunne henrykke tusinder af publikummer og tv seere, i en match hvor modstanderne fra Polen, Rusland og Tjekkiet også vil kæmpe bravt for den ene finaleplads i Manchester.
Umiddelbart ligner det en duel mellem Danmark og de altid stærkt kørende polakker, men Rusland der stiller op med superstjernen Emil Saytfudinov og brødrene Artem og Gregory Laguta, kan sagtens gå hen og levere en grum overraskelse, ligesom et ungt tjekkisk hold vil kunne drille favoritterne.
Såfremt danskerne ikke vinder i Vojens venter der en såkaldt Race Off i Manchester, dagen før VM finalen, hvor modstanderne kan blive Australien, USA eller de regerende verdensmestre fra Sverige. Herfra går kun vinderen til finalen, hvilket øger presset for dansk succes i Vojens.
Da Danmarks nye landstræner Hans Nielsen blev præsenteret i begyndelsen af juni, var den 22-dobbelte verdensmester ikke i tvivl om, at hans første store eksamen netop vil blive årets Hold VM:
“Landsholdet er noget helt særligt, selv om speedway er en meget individuel sport, for det er her man beviser hvor nationen står rent sportsligt,” siger Hans Nielsen, der har ass. landstræner Henrik Møller og ungdomstræner Erik Gundersen ved sin side.
Danmark har vundet Hold VM 15 gange i løbet af 56 år.