Fortsæt til indhold

Handelsstand chokeret over lukning af p-pladser

Køge Handelsstandsforening forudser "katastrofale følger" i forbindelse med lukning af parkeringspladser

Samfund
Martin Rasmussen

Køge Handelsstandsforening raser over udsigten til nedlæggelse af en række parkeringspladser på den centralt beliggende parkeringsplads på Bjergstien, som ligger med nem adgang til både Jernbanegade og Nørregade.
"Parkeringspladsen skal ifølge Køge Kommune bruges til skurby til den entreprenør, som skal bygge genoptræningscentret. Køge Handelsstandsforening er chokerede over denne beslutning, og det har katastrofale følger for detailhandlen omkring Nørregade og Jernbanegade," siger formand Søren Storgaard.
"Det er ikke alene de 10 pladser, der fjernes nu - det er samlet set en forringelse af parkeringssituationen omkring Jernbanegade og Nørrregade, der gør, at områdets butikker vil tabe yderligere omsætning i byggeperioden," lyder vurderingen.
Køge Handelsstandsforening har foreslået en række alternative placeringer til skurbyen men altså uden held.
"En række yderligere parkeringspladser, som tidligere har været til rådighed i nærheden, er nedlagt på grund af etableringen af byggefelterne. Køge Handelsstandsforening hilsner byudviklingen velkommen, men de bestående forretninger skal ”overleve” byggeperioden. Vi vil på det kraftigste opfordre politikere og forvaltning til at ændre denne beslutning og sikre, at den eneste tilbageværende reelle p-plads i området bevares uden inddragelse til skurby," lyder meldingen fra Søren Storgaard.

10 parkeringspladser forsvinder ved Bjergstien.