Fortsæt til indhold

100-årig fejrer børnefødselsdag

Samfund
Arkiv

Der skal synges fødselsdagssang på perronen i Jelling søndag 31. juli, når veterantoget ankommer kl. 11.36.
Her holder man nemlig 100 års fødselsdagsfest for damplokomotiv TKVJ nr. 12 - også kaldet 'den gamle trold'.
“Da veterantoget glæder mange børn, fejrer vi det som en børnefødselsdag, og de børn, der kommer og synger, får en fribillet til veterantoget,” fortæller Johannes Gravgaard fra Sydjyllands Veterantog.
'Troldealfen' kommer og hjælper børnene med at fejre dagen. Og da der hører kakao og kage til en børnefødselsdag, sørger Brugsen og Kroen for det til 200 personer, så mon ikke der er nok.
TKVJ nr. 12 er bygget i Schweiz til Troldhedebanen, der gik fra Kolding over Grindsted til Troldhede. Lokomotivet blev sammen med tre søstre leveret i 1916.
12eren kørte sidste gang i 1955. Det forblev i reserve til Troldhedebanens lukning, hvorefter det blev købt af foreningen og har gennemgået en stor renovering. Se mere på www.sjvt.dk. jesl