Fortsæt til indhold

Fed Fredag klar med rekordprogram

For 12. gang løber Fed Fredag af stablen i Friheden. Denne gang med internationale kunstnere på plakaten

Samfund
Af Jannik Schiermer Poulsen

Efter 11 år med konstant fremgang til Fed Fredag, står Tivoli Friheden klar til at afvikle deres største program til dato, når sæsonens 21 koncerter sættes i gang med Djämes Braun fredag 22. april.
Henover sommeren kan man opleve så forskellige kunstnere som Kim Larsen, James Morrisson og Rasmus Walter i Frihedens grønne omgivelser.
“Det er jo gået supergodt hidtil, og vi er vokset år for år. Helt tilbage, da vi startede, var vores program meget rettet mod de unge, men med tiden har vi gjort programmet bredere og er vokset i takt hermed,” fortæller en glad Henrik Ragborg Olesen, der er direktør i Tivoli Friheden, og fortsætter:
“Her i 2016 har vi for første gang inkluderet internationale navne som Ace of Base, Beth Hart og James Morrisson. Derudover har vi alle de velkendte, store danske navne.”

Et marked i vækst

Sidste år bød på det mest velbesøgte Fed Fredag-program hidtil, hvor cirka 140.000 personer var til musik i Friheden.
Fed Fredag startede med ambitionen om at kunne tilbyde gode koncerter til en overkommelig pris.
“Vi kunne se, der var et marked for det, og efterspørgslen er kun steget i løbet af de seneste 11 år. Sidste år havde vi i gennemsnit 7.000 gæster per koncert, hvilket er ny rekord,” forklarer Henrik Ragborg Olesen.
En vigtig del af Fed Fredags succes er som sagt, at man blander programmet, så det rammer bredest muligt.
“Vi prøver på at få nogle kunstnere for enhver smag. Noget til de unge, noget af det superaktuelle og nogle navne for de lidt ældre. Og så sørger vi for at have lidt balance i forhold til gentagelser fra de forrige år,” fortæller Frihedens direktør.
Sidste års mest velbesøgte koncerter var med Kim Larsen, Marie Key, Topp Gunn og Stine Bramsen, hvilket afspejler blandingen af kunstnere og publikum ret godt.
Det er dog Nik og Jay, som står for publikumsrekorden, da de for år tilbage gæstede Fed Fredag, for her nåede man op på de tilladte 17.000 tilskuere, der må være til koncerterne.
“Publikum er jo meget forskelligt, afhængigt af koncerterne, men der er faktisk rigtig mange, som kommer mere eller mindre til dem alle sammen. Mange køber jo et sæsonkort, og så kan man jo komme og gå, som man lyster. Der er jo dejligt herude på en lun sommeraften,” siger Henrik Ragborg Olesen.
Man skal bare have adgang Friheden for at kunne opleve koncerterne, om så man har sæsonkort eller entrébillet.
I år er Djämes Braun, Ankerstjerne, Ace of Base & Dr. Alban, Topgunn, Gnags, Magtens Korridorer, Lars H.U.G, Oh Land, Lis Sørensen, Beth Hart, Kim Larsen, Christopher, James Morrison, Nabiha, Saybia, Nikolaj & Piloterne, Rasmus Walter, Lars Lilholt Band, Danser Med Drenge, Dúné og Sanne Salomonsen på programmet.