Fortsæt til indhold

Skanderborg Park godt i gang med ombygning

En skarp tidsplan skal sikre, at hotellet er klar med ni ekstra dobbeltværelser og en helt ny restaurant om blot ti uger.

Samfund
Arkiv

Der arbejdes på livet løs på Skanderborg Park Hotel og Konference i øjeblikket. Og ikke bare i køkkenet, restauranten og receptionen som normalt. Hotellet har nemlig påbegyndt den om- og tilbygning, der skal give ni ekstra dobbeltværelser, nye mødelokaler og en helt ny restaurant, der giver gæsterne søkig og udsigt over hele hotellets grønne park.
Det er den lokale entreprenør Aage Wegener & Søn der har vundet ombygningsentreprisen. Michael Elleby Nielsen, der er en af virksomhedens ejere tøver ikke med at kalde ombygningsprojektet spændende.
- Der er en ret stram tidsplan på projektet, for hotellet skal have værelserne og restauranten klar til SmukFest i begyndelsen af august. Vi har noget der minder om ti uger til det hele, og det skal vi nå. Ombygninger som den her er altid spændende, for man ved jo aldrig helt hvad der venter en, når man begynder at pille i de eksisterende bygninger. Der kan dukke uforudsete udfordringer op, men det satser vi på ikke sker her, siger Michael Elleby Nielsen i en pressemeddelelse til Lokalavisen
Selvom byggeprojektet kommer til at ligge i sommeren, har der ikke været problemer med at få bemandet byggepladsen.
- Selvfølgelig er der nogen med børn i skolealderen, der gerne vil have ferie når de fleste andre holder sommerferie, men vi har heldigvis også en del medarbejdere, der lige så gerne vil vente til august, hvor rejserne er betydeligt billigere, så det kommer til at hænge fornuftigt sammen. Vi har lige færdiggjort en Lidl-butik i Horsens, så det betyder også, at vi har nogle ekstra kræfter at lægge i Skanderborg Park-projektet her i en periode, siger Michael Elleby NIelsen.
På Skanderborg Park glæder direktør Charlotte Riberholt sig til at det hele står færdigt og kan næsten ikke vente med at tage de nye faciliteter i brug.
- Vi har tidligere måttet sige nej til arrangementer på grund af pladsmangel, men med ni nye dobbeltværelser, så får vi udvidet vores kapacitet betragteligt. De nye værelser kommer til at tjene sig selv hurtigt ind, lyder hendes vurdering.
Den nye restaurant håber hun også bliver et tilløbsstykke.
- Under festivalen holder vi hotellet lukket for offentligheden, da SmukFest har booket det hele men fra mandag i uge 32 er den nye restaurant åben for offentligheden og jeg håber og tror på, at det vil betyde at endnu flere skanderborgensere opdager, at man også kan tage op til os og få sig en kulinarisk oplevelse, siger Charlotte Riberholt, der barsler med planer for, hvordan hun skal få udbredt kendskabet til restauranten yderligere.
- Hvad vi finder på er endnu ikke helt fastlagt, men lur mig om ikke det bliver godt, griner hun.
tmr