Fortsæt til indhold

Lars cykler for sin afdøde brors døtre

Da Lars’ bror døde for et år siden, besluttede han at cykle for Team Giv Håb

Samfund
Daniel Rasmussen

Lars Aamand ved bedre end de fleste, hvad det vil sige at leve med sorgen fra at miste et nært familiemedlem.

Den nu 55-årige salgskonsulent mistede selv sin mor, da han var bare 16 år gammel. Nu har han sat sig for at cykle 800 kilometer for at samle penge ind til Børn, Unge & Sorg.

“Det, der gjorde udslaget, det var, at jeg også mistede min lillebror sidste år. Han har to døtre på 7 og 16 år,” siger han.

Tabet af broren fik ham til at huske, hvordan det var at miste sin mor i en ung alder.

“Dengang min mor døde, var der ingen, der kom og spurgte, hvordan jeg havde det. Der var ingen steder, jeg kunne få hjælp. Der var kun den nærmeste familie, og de var jo hårdt ramt i forvejen,” fortæller han.

Han er derfor glad for, at han kan gøre en forskel ved at cykle.

“Det er nærmest skræmmende, at der ikke er mere åbenhed omkring sagen. Det er rigtigt fedt at være med til at udbrede kendskabet på den her måde,” siger han.