Afklaring om Nordea-bygning til september
Christina S. Johansen
Lokalavisen Aarhus har de seneste to uger kunnet berette om dels fraflytninger på Rundhøjtorvet dels en nyåbning i form af en ny spillebutik.
I den forbindelse hørte avisen små 'pip' om, at der skulle være flere kommende begivenheder på vej i den del, hvor Nordea har ligget.
Det kan Nordea Ejendomme dog ikke bekræfte, men afdelingschef Jakob Kristensen vil gerne fortælle, at Nordea Ejendomme arbejder på sagen i forhold til at få nyt liv i den del af den ene længe, som virksomheden ejer.
“Vi er i konkrete forhandlinger om at sælge vores andel - derfor har vi også været afventende i forhold til at leje lokalerne ud. Vi forventer en afklaring på, hvorvidt bygningen er solgt, cirka midt i september,” fortæller Jakob Kristensen.