Blomsterpigen Eliza vender tilbage i Chess
For 16 år siden spillede Louise Juul blomsterpigen Eliza i Palsgaard Sommerspils opførelse af 'My Fair Lady'.
Til sommer kan man genhøre den nu 38-årige sanger og gymnasielærer, når Palsgaard opfører musicalen Chess.
Louise Juul er født og opvokset i Juelsminde, skriver Palsgaard Sommerspil i en pressemeddelelse.
Ulrik Bruun Fanø, der havde hovedrollen i musicalen Tordenskiold i 2004, spiller den sovjetrussiske partisoldat Molokov, mens Louise Juul har fået rollen som Svetlana, hustru til den russiske skak-stormester Anatoly Sergievsky, som er udfordrer til den amerikanske verdensmester Freddie Trumper.
Desuden bliver der gensyn med Magnus Dahmberg og Kathrine Holmboe, der havde hovedrollerne som Chris og Kim i Palsgaard-versionen af Miss Saigon i 2012. Kathrine Holmboe har hovedrollen som spillets ”dronning” Florence Vassy, mens Magnus Dahmberg spiller VM-kamparrangøren The Arbiter.
Smukke sange
Louise Juul glæder sig til igen at være en del af Palsgaard Sommerspil:
"Det var en fantastisk oplevelse dengang, og jeg har tit haft lyst til at være med igen. Og da instruktøren så ringede og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at være med i Chess, sagde jeg ja, for det er en fantastisk musica,l” fortæller Louise Juul, der egentlig gik efter rollen som Florence.
”Men da jeg i stedet fik tilbudt rollen som Svetlana, sagde jeg ja tak. Hun har nogle af forestillingens smukkeste sange, og jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang,” siger den 38-årige gymnasielærer og sanger/sangskriver, der bor i Aarhus og underviser på Silkeborg Gymnasium i engelsk og drama.
Det kreative team med instruktør Jens Frausing i spidsen har sammensat et hold af rolleindehavere, som kun rummer en enkelt Palsgaard-debutant, nemlig Emil Asbjørn Madsen som den amerikanske verdensmester Freddie Trumper. Den russiske udfordrer spilles af Hans Bergur Nielsen, Palsgaard-veteran senest om Jabbadoor i 2015-udgaven af Atlantis, mens Peter Burgaard, senest ypperstepræst i Atlantis, er tv-manden Walter, der skal sørge for størst mulig opmærksomhed om VM-kampen.