Fortsæt til indhold

Skakbrættet er klar i Palsgaard Slotspark

Frem til 7. august opfører Palsgaard Sommerspil musicalen ’Chess’ i Juelsminde

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Palsgaard Slotspark kommer til at runge af verdenshits som 'I Know Him so Well', 'One Night in Bangkok' og 'Anthem', når Palsgaard Sommerspil fra i aften (torsdag 28. juli) opfører musicalen 'Chess'.

Forberedelserne har været i gang i et års tid, og der var audition til de 40 roller i november.

Arrangørerne har høje forventninger til den verdenskendte musical, som er komponeret af de to ABBA-medlemmer Björn Ulvaeus og Benny Andersson.

“Vi har ti spilledage og håber på at kunne komme op på samme niveau som sidste år med cirka 10.000 solgte billetter,“ siger Agnete Bjerg.

Hun er næstformand i Palsgaard Sommerspils bestyrelse og har været med til at arrangere den store begivenhed i Juelsminde siden 1974.

Sommerspil for 44. gang

Det er i øvrigt 44. gang, at der opføres sommerspil i Palsgaard Slotspark.

I år er der i alt 200 mennesker i gang for at skabe 'Chess'.

“Så vidt jeg ved, er det første gang, at 'Chess' opføres udendørs. Vi opfører musicalen på dansk, og som noget nyt kan vi tilbyde teleslynge, så hørehæmmede også har mulighed for at komme,” siger Agnete Bjerg.

Øvet siden foråret

Mens scenebyggerne og systuen har haft travlt op til premieren, har sommerspillerne holdt tre ugers sommerferie efter at have øvet gennem alle forårsmånederne.

Forleden kunne de træde op på skakbrættet, der danner scenen, for at gå i gang med slutspurten op mod premieren. Indtil da har der været prøver med hele orkestret på plads, hurtig omklædning i fuldt færdige kostumer og sceneskift i det rigtige tempo.

“Op til premieren er de sidste små detaljer blevet finpudset, så vi kan aflevere musicalen for fuldt tryk. Vi er meget spændte og glæder os til at vise det til publikum,” siger Agnete Bjerg.

Spiller frem til 7. august

Billetter til forestillingerne 28. juli - 7. august kan købes på billetlugen.dk, palsgaardsommerspil.dk eller på Juelsminde Turistbureau. Derudover er der også mulighed at købe billetter i Palsgaard Slotspark.