Fortsæt til indhold

En tur tilbage i tiden - landets smukkest placerede gravhøj

Samfund
Af Christina S. Johansen

?I denne uges udgave af Lokalavisen Aarhus’ lille sommerserie skal vi på tidsrejse tilbage i tiden.
I hvert fald dykker vi ned i nogle af alle Aarhus’ fortidsminder, som stadig kan udforskes i dag.
Vi skal et smut til Borum-Eshøj, Jelshøj, Oldtidsstien, Vilhelmsborg samt Vor Frue Kirke. I denne artikel kan du læse om Jelshøj, det højeste punkt i Aarhus.
Til at guide os tilbage i tiden har vi allieret os med to arkæologer fra Moesgaard Museum Dorthe Haahr Kristiansen og Kent Laursen.

Landets smukkest placerede gravhøj

Jelshøj på Jelshøjvej 45 i Højbjerg er en gravhøj fra den ældre bronzealder, og den er cirka 3.500 år gammel.
“Der er en pragtfuld udsigt mod nord, øst og vest. Særlig flot er udsynet over Aarhusbugten,” fortæller arkæolog Dorthe Haahr Kristensen.
På toppen af Jelshøj står et postament, et geodætisk målepunkt af sten, som har været brugt i forbindelse med opmålingen af Danmark. Jelshøj er det højeste punkt i Aarhus-området 128 m. over havet.
“Det har været en perfekt beliggenhed for bronzealderslægten, der anlagde højen som gravsted for deres afdøde: Man har kunnet se den på lang afstand, og den har været en stærk markør i landskabet for mennesker til enhver tid. Jelshøj ligger som et vidnesbyrd om vores forfædre. Befinder man sig på vejene i det vestlige og nordlige Aarhus og kører ind mod byen, har man gang på gang Jelshøj liggende i baggrunden: En varm kandidat til titlen som Danmarks smukkest beliggende gravhøj,” lyder det fra Dorthe Haahr Kristensen.