Fortsæt til indhold

Ferien er hård ved parforhold

Anne-Dorthe Davidsen, der har været parterapeut i 17 år, får ekstra travlt efter sommerferien når hendes praksis omdannes til skadestue for par, som er gået galt af hinanden på ferien

Samfund
Af Anne Lønstrup

Endelig sommer! Vi holder fri og tager på den ferie, som længe har ligget som en oase i kalenderen.
Nu er det, at man skal have det lidt rart efter et travlt år. Men hvad nu hvis parret slet ikke er enige om, hvad der er rarest? Er det bedst at dase, at shoppe eller at vandre? Hvad hvis man har sat næsen op efter romantik, men har tre børn løbende omkring benene? Eller endnu værre: Hvad hvis parret trækker uafsluttede konflikter fra deres travle hverdag med ind i ferieidyllen?
”Der findes selvfølgelig dem, som allerede i flyet finder hver sin bog frem og går i hi bag den. Men de fleste har fælles planer og store forventninger til ferien. De har faktisk glædet sig, og der må jeg sige, at det altid vil give større chancer for en god ferie, hvis man forventningsafstemmer i tide,” siger parterapeut Anne-Dorthe Davidsen, der oplever ekstra travlhed i sin praksis i Hørsholm om sommeren.

Prøv igen med andre ord

Det allervigtigste er ifølge hende at holde kommunikationen flydende.
Begge parter bør rykke ud med, hvad de har lyst til, og så må man arbejde på at finde et kompromis, begge kan være tilfredse med.
”Som par kan man ofte være så indarbejdet, at man hver især føler, at man ved, hvad der kommer fra den anden part. Men det er ikke godt nok. Vi skal formulere os tydeligt og sikre os, at det vi siger, bliver forstået. Oplever man, at den anden ikke forstår én, må man prøve igen med andre ord. Som regel er det alle de ting, der ikke bliver sagt, der skaber de største problemer,” konstaterer den erfarne parterapeut.

Den nærværende samtale

Hendes råd er at sænke ambitionerne til ferien og huske, at den også er skabt for, at man kan slappe af. Hverdagen er ofte så travl, at ting bliver skubbet foran os til ferien. Så tag tiden til den dybe, nærværende samtale og få tingene frem på bordet, råder hun.
Måske skal man finde tid til både hans og hendes foretrukne ferie. Men frem for alt skal man ned i gear og huske at slappe af fra den hektiske hverdag. Skær i den forbindelse ned på brugen af telefon og tablets, lyder hendes råd. Skulle ferietiden gå hen og blive mindre fantastisk end forventet, så prøv at finde humor og grin frem i stedet for at mukke.
Ifølge Anne-Dorthe Davidsen findes der par, som tager samtalen med parterapeuten inden ferien. De fleste tager dog risikovilligt af sted uden særlige forberedelser, hvilket parterapeuten ikke kan anbefale. Hun nævner skilsmisseprocenten som argument for at holde kommunikationen i parforholdet flydende.
Selv holder Anne-Dorthe Davidsen sin telefon åben under ferien for at besvare og booke samtaler til folk, der oplever akutte problemer i parforholdet. Brænder det virkelig på, tilbyder hun terapi via Skype.

Som regel er det alle de ting, der ikke bliver sagt, der skaber de største problemer
Anne-Dirthe Davidsen, parterapeut, Hørsholm