Fortsæt til indhold

Lokal butik indstillet til fornem pris

Da Bakkehuset i denne uge modtog besøg fra den indonesiske ambassade, var det andet ambassadør-besøg på to år

Samfund
Af Anne Lønstrup

erhverv Det går stærkt for Bakkehuset i Gilleleje. Forretningen, som sælger indonesisk unika til hus og have begyndte som en hobby for parret Annita Andersen og Steen Georg Jensen for ti år siden.
Men allerede sidste år modtog forretningen besøg af den daværende indonesiske ambassadør i Danmark. Han ville simpelthen gerne kigge lidt nærmere på det lille danske foretagende, som sælger møbler, tekstiler og buddhafigurer fra hans hjemland.
Og han var så tilfreds med, hvad han så, at han indstillede parret til en pris for loyalitet mod Indonesien. Bakkehusets indehavere vandt prisen som de første danskere i 30 år og tog til Jakarta for at modtage den.

Andet ambassadørbesøg

I år er parret ikke alene nomineret til prisen igen, sammen med bl.a. Ecco Sko. De fik også besøg af ambassadøren for Indonesien igen i denne uge.
I marts kom er nemlig en ny mand på posten. Og han ville også gerne se dette lille stykke Indonesien, som hører hjemme i Gilleleje.
”Ambassadøren ankom i et følge af tre andre personer, og i de første ti minutter var stemningen lidt stiv og formel, men så smeltede han og glædede sig over udvalget i vores to butikker,” fortæller Steen Georg Jensen. I alt blev de besøgende i fem timer.

Under besøget fra den indonesiske ambassadør blev der taget mange bileder.

Sælger alt, de selv kan lide

Steen Georg Jensen og hans kone udvælger Bakkehusets varer på rejser i Indonesien og Bali.
Parret går efter det, de selv kan lide. Alt lige fra nøgleringe til stråtækte huse forhandler de.
”Indonesien er et kæmpeland, det største muslimske land i verden, og består af 21.000 øer. Vi sælger brugskunst, tekstiler, malerier og kurvemøbler og møbler af genbrugstræ, og så har vi Europas største udvalg af Buddha'er,” fortæller Steen Georg Jensen.
Han glæder sig over Bakkehusets nye udsalg, som ligger i det gamle vodbinderi på Gilleleje Havn.
”Vi var egentlig meget tilfredse med kun at have adresse i Gillelejes industrikvarter, men da vi fik tilbuddet om en butik lige ned til stranden, slog vi til, og det har vi ikke fortrudt. Der er mange mennesker, som kommer forbi igen og igen bare for at mærke stemningen.”