Fortsæt til indhold

24. år med Lars Lilholt

Nørre Djurs HK inviterer igen til sommerkoncert med Lilholt Band i Meilgaard slotspark

Samfund
Anette Bonde

Det er i år 24. år i træk, at Nørre Djurs HK byder på koncert med Lars Lilholt Band i Meilgaard Slotspark. Fredag 22. juli går det løs.

“For et par år siden lovede Lars Lilholt og vi, at vi ville holde sølvbryllup sammen. Så det gør vi næste år”, fortæller Per Pedersen fra Nørre Djurs HK.

Lige som sidste år varmer Johnny Logan op under publikum. Det viste sig at være et scoop, idet han trak lidt flere tilhørere ind, og mange kom også lidt tidligere.

Der bliver mulighed for at købe billetter ved indgangen. Billetsalget tegner til, at parken ligesom sidste år vil være fyldt af cirka 3000 koncertgæster. Tidligere år var der 5000, da der var flest.

“Men vi synes faktisk også, at 3000 passer rigtig godt til parken. Så er der plads til dem, der er der. Man må gerne medbringe sit eget tæppe og stole og sidde og hygge sig.”

Det er frivillige hjælpere, der klarer alt det praktiske. I ugen op til er der 40-50 på pladsen til at sætte telte og hegn op, og på selve aftenen er der godt 200.

“Vi betragter det faktisk slet ikke som et stykke arbejde, og så giver det et godt sammenhold,” fortæller Per Pedersen.