Festival er ved at blive grim
Med ganske få dage til dette års Grim Fest i Brabrand, arbejdes der på højtryk for at blive helt klar til endnu en havefest i de frodige omgivelser på Grimhøjvej 20. Her danner Grimhøjgård ramme om den hyggelige atmosfære, der hersker på Grim Fest.
“Min mor er ankommet til gården, hvor hun i løbet af ti dage skal lave mad til alle de frivillige, som hjælper til med opsætning af scener, boder og andet forfaldent arbejde,” siger festivalarrangør Aage Stokholm, der er også selv er trukket i arbejdstøjet for at sikre, at det hele spiller, når Grim Fest åbner for camping-området 28. juli og festivalpladsen 29. juli.
“Nu går tiden med at være så meget på festival- og campingpladsen som muligt. Langt væk fra computeren. Det drejer sig om at blive færdig og holde festivalen grim,” fortæller Aage Stokholm med smil på stemmebåndet.
Ikke udsolgt - endnu
Her på opløbsstrækningen til den officielle åbning af havefesten, så halter det stadig lidt med at få afsat alle billetter.
Men det er ikke noget, der får festivalarrangøren til at bævre i stemmen.
“Der er ferie i hele landet. Og så plejer vi heller ikke at have udsolgt på det her tidspunkt. Det er jeg ikke så nervøs for. Vi skal nok få stablet en hyggelig Grim Fest på benene, og jeg tror på, at vi kommer i mål med hensyn til besøgstallet,” siger festivalarrangøren.
Og der er plads nok på gårdspladsen. For selvom der er en kapacitet til 5.000 festivalgængere, så er der i år sat 4.000 billetter til salg for, som Aage Stokholm siger:
“Der skal være plads til hygge og til at snakke med hinanden.”