Nu har 82-årige Ejvind endelig fået en bolig

LYKKELIG SLUTNING: "Det er her," lyder det fra en velkendt stemme bag døren. "Det mente jeg også, men jeg blev pludselig i tvivl," svarer jeg tilbage. For det er ikke umiddelbart til at vide. Og postkassen hjælper bestemt ikke.
Her står navnet Poul – men manden bag døren hedder ikke Poul. Faktisk langt fra. Han hedder Ejvind. Ejvind fra Gilleleje. Har du ikke hørt om ham, har du enten koblet dig fuldstændig af nyhedsbilledet - eller ligget begravet under en sten de sidste mange måneder. I april kunne Ugeposten fortælle historien om den 82-årige pensionerede fisker, der var få dage fra at blive hjemløs, efter banken havde tvunget ham til at sælge sit hus. Ejvind, der i månedsvis havde kæmpet mod systemet - og kommunens mange skemaer i håb om at finde en ældrebolig.
”Jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er et nervevrag," lød det fra opgivende Ejvind Eliasen.
Stemmen, der møder mig i døren denne lune julidag er anderledes glad og fuld af håb. Og det med god grund.

Liv vendt på hovedet

De sidste måneder er Ejvind Eliasens liv fuldstændig vendt på hovedet. Efter Ugepostens artiklen gik det meste af Danmark ind i kampen for at finde en bolig til Ejvind. BT, TV2, Radio 24syv og Ekstra Bladet tog sagen op. Danskere fra Sydsjælland til det nordlige Jylland ringede til Ejvind - og ikke mindst til kommunen for at fortælle dem, at behandlingen af Ejvind simpelthen ikke var i orden.
Om det var det, der gjorde forskellen, ved Ejvind ikke. Han er egentlig også ligeglad. Det eneste, der betyder noget, er, at han nu har fået et sted at bo. Og det er ikke hvilket som helst sted.
"Jeg er så glad for det, kommunen har fundet til mig. Det er et dejligt sted. Der er søde naboer, og jeg har en lille have til min hund. Jeg skal ikke herfra, før de bærer mig ud," siger Ejvind om ældreboligen i Blistrup, kommunen har visteret til ham. Og bæres ud skal han nok ikke foreløbig.
Ejvind lægger ikke skjul på, at de sidste par måneder har været hårde. Men nu er han kommet ud på den anden side.
"Jeg var så langt nede, så man kunne komme. Det var et nødråb, da jeg gik til jer på Ugeposten - og heldigvis blev det besvaret. Det har været hårdt at skulle igennem det her. Der var en masse store omvæltninger – og jeg vidste ikke, om jeg var købt eller solgt. Jeg så på så mange steder, jeg måske skulle flytte hen. Der skete så meget. Men nu er jeg ude på den anden side," siger han og fortæller, at især én ting har gjort indtryk på ham i hele forløbet

Blanke øjne

"Jeg har fået så enormt meget hjælp - også fra folk, jeg ikke kender. Jeg er meget taknemmelig," siger han, mens en tårer presser sig på.
"Historien er nået så langt ud. Meget længere end jeg havde turde drømme om. Der er for eksempel en ældre dame fra Kolding, der har ringet. Hun fortalte, at hun havde ringet til Kommunen og havde skældt dem ud. Det var noget svineri, havde hun sagt. Der er også en mand fra Luxemburg, der har ringet. Der er så mange, der har ringet, at jeg ikke kan huske det," fortsætter han, før han skynder sig at slå over i et helt andet emne.
"Vil du have en øl?," lyder det pludselig. Og før jeg får set mig om sidder vi begge med en øl i hånden.
"Behøver du et glas?," spørger han videre.
Mon ikke vi klarer os, lyder svaret tilbage. For klarer sig, det gør Ejvind. Hvis man da bare lader være med at spørge ind til hans svage punkt. Den megen hjælp fra vildt fremmede.
Hvad vil du sige til de mange mennesker, der har hjulpet dig, spørger jeg vedholdende.
"Mange tak. Det er svært ikke at blive lidt blød, når man taler om det," siger han, mens øjnene igen bliver blanke, og spyttet bliver sunket en ekstra gang.

’Folk taler om mig’

"Man bliver lidt våd i øjnene af at tænke på det," fortsætter den stolte fisker, før det til sidst bliver for meget, så han må forlade stuen. Kort efter vender han tilbage med avisudklip fra forskellige avisers dækning af sagen.
"Prøv at se, hvor mange der skrev om mig. Folk hilser også, når jeg går på gaden. Ja, de er sågar begyndt at snakke om mig," siger han.
Men selvom sagen drev ham ud i torvene, bærer Ejvind ikke nag over for kommunen den dag i dag. Det er livet alt for kort til, mener han.
"Jeg er ikke irriteret på dem. Jeg var sur i begyndelsen, men nu er der blevet taget så godt hånd om mig. Jeg har ikke noget at bekymre mig over længere. Jeg er nået så langt op i årene, at jeg ikke gider tænke tilbage på, hvordan jeg blev behandlet. Hvis jeg var ung, havde jeg nok stadig været irriteret, men nu er jeg kommet videre - og er taknemmelig for det sted, jeg har fået," siger han, før talen igen falder på 'søde Lene' fra kommunen.
"Hun har hjulpet mig så meget. Hun har hjulpet med indskuddet og med alt papirarbejdet. Hun ringer også tit og spørger, hvordan det går. Jeg har faktisk også fået hendes nummer, så jeg bare kan ringe, hvis der er noget. Det er jeg meget taknemmelig for."
Ordnet taknemmelighed går igen og igen i snakken med Ejvind. Han er taknemmelig for kommunens hjælp, taknemmelig for at folk ville lytte til ham – og taknemmelig for, at han nu har et roligt og trygt sted at leve de sidste år af et begivenhedsrigt liv. Og måske er det moralen i Ejvinds historie. Husk at glæde dig over de ting, du har.
"Hvis jeg kan have det så godt, som jeg har nu, resten af mine dage, er jeg lykkelig. Jeg har alt nu. Jeg skal ikke flytte mere. Jeg skal bæres herfra," gentager han.