Fortsæt til indhold

Bliver Aarhus Europæisk Frivillighovedstad 2018?

Kandidaterne til frivillighovedstadstitlen er netop blevet offentliggjort, og kampen om titlen kommer til at stå mellem to danske kommuner. Men kun én by vinder den fornemme titel

Samfund
Arkiv

Da London blev udnævnt som Europæisk Frivillighovedstad 2016, lagde dommerkomiteen særlig vægt på byens innovative tilgang til frivillighed. Og da den irske havneby Sligo vandt titlen for 2017, var det byens velovervejede strategi på frivillighedsområdet, der blev fremhævet.
Når European Volunteer Centre i slutningen af året uddeler prisen for Europæisk Frivillighovedstad 2018, skal vinderen findes blandt to danske kommuner. Og hvis der i udvælgelsen bliver lagt vægt på samarbejde, frivillighedens mangfoldighed og udvikling af frivillighed, kan Aarhus meget vel blive vinder.
"Aarhus er langt fremme på frivillighedsområdet, og jeg er overbevist om, at vi har gode chancer for at blive valgt som Europæisk Frivillighovedstad 2018. I vores ansøgning fremhæver vi blandt andet det unikke og gode samarbejde, der er mellem byens frivillige, foreningerne, erhvervslivet og kommunen, ligesom uddannelse af frivillige og udvikling af alle de spændende ting, vi allerede har gang i, også er med til at kvalificere os til at vinde titlen," siger Jette Skive (DF), Rådmand for Sundhed og Omsorg, i en pressemeddelelse.

Vinderen skal findes i Danmark

Torsdag 14. juli blev det offentliggjort, hvilke byer der er kandidater til at blive Europæisk Frivillighovedstad 2018. Foruden Aarhus søger Ringkøbing-Skjern Kommune om den eftertragtede titel, og rådmanden er glad for, at Aarhus ikke er den eneste danske by, der har stor fokus på frivillighed.
"I Aarhus er vi stolte over det enorme frivillige engagement, der er i byen, og jeg synes, det er fantastisk, at vi ikke er den eneste danske by, der tænker stort på området. Det er meget positivt, at det er i et lille land som Danmark at vinderen til titlen som frivillighovedstad 2018 skal findes," siger Jette Skive i en pressemeddelelse.
I forbindelse med torsdagens offentliggørelse fik de enkelte ansøgere, som en officiel markering af deres kandidatur, overrakt et diplom af folkene fra European Volunteer Centre, som er den organisation, der står bag konkurrencen. Den faste danske EU-repræsentation i Bruxelles tog imod Aarhus Kommunes diplom.

Skulderklap til de frivillige

Næste trin i ansøgningsfasen bliver en mundtlig præsentation af ansøgningen. Den finder sted i Bruxelles i oktober, og det er en opgave, der kræver grundig forberedelse.
"Det er dejligt, at det nu er det blevet officielt markeret, at vi mener det alvorligt, når vi siger, Aarhus skal være Europæisk Frivillighovedstad 2018. Nu ser vi frem til at arbejde videre med vores kandidatur, for det vil betyde rigtig meget for byen, hvis vi vinder. Og så vil det være et fantastisk skulderklap til alle de frivillige, der gør en kæmpe indsats," siger Jette Skive.
Kåringen af Europæisk Frivillighovedstad 2018 finder sted 5. december.
-ksa