Fortsæt til indhold

”Jeg er ekstremt løsningsorienteret”

Nina Frederiksen har i mange år arbejdet på at skabe børnesoveposen sleepbag, da hendes mands alvorlige kræftsygdom tvang hende til at sætte forretningsudviklingen på standby

Samfund
Af Jørgen Høg

Der synes ikke at være bakgear i Nina Frederiksens kampvogn.
Hun har gennem mange år arbejdet intensivt på at udvikle og markedsføre børnesoveposen sleepbag, og ikke engang hendes mand alvorlige kræftsygdom har fået hende til at slække på ambitionerne, selvom forretningsplanen måtte sættes på standby, da en galopperende lymfekræft var ved at sætte alting i stå.
Flere års udviklingsslid skabte et unikt produkt, og det første år solgte hun 400 soveposer, sidste år 2000, og i år forventer hun at sælge 4000 enheder.
Næste skridt er, at væksten skal fortsætte i Tyskland og i England.
"Vores aktuelle målsætning er, at vi skal ud og ramme det engelske og det tyske marked," siger Nina Frederiksen, der gerne vil fortælle både om sine forretningsmæssige ambitioner og gemalens alvorlige sygdom, som har fået direkte indflydelse på værdisættet i virksomheden sleepbag.dk.

Ambitioner om vækst

Så hvorfor lige England og Tyskland?
"Nummer 1: Der bliver født rigtig mange børn. Nummer 2: Vi kommer med et dansk kvalitetsprodukt. Tyskere og englændere elsker danske produkter, den danske mentalitet. Og så har vi lavet et multifunktionelt produkt, der går hamrende godt hånd i hånd med det tyske og engelske marked," siger Nina Frederiksen.
I løbet af tre år forventer hun at kunne opnå blot 1,5 pct. af markedet i de to lande. Strategien går ud på at få produktet placeret i en række børnebutikker og få det lanceret via amazon.com.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at projektet kan blive større, end jeg måske selv kan forestille mig,” siger Nina Frederiksen.

Gemalens sygdom

Nina Frederiksen er stolt af sit hidtidige arbejde og de resultater, det har skabt.
Men hun er også ydmyg, når hun tænker på, hvad gemalen, Mikkel Burgdorff Sørensen, har været igennem, og hvordan hun som iværksætter bare har knoklet på, både som virksomhedsejer og som mor og hustru.
"Det har fået mig til at tænke over, hvad der er vigtigt for os som familie. Den virksomhed, vi er ved at skabe nu, skal være noget, man har lyst til. At man har lyst til at stå op og gå på arbejde, og jeg skal kunne være med i den proces. Og det er svært, når man gerne vil skabe vækst."
Da sygdommen pludseligt viste sit hæslige ansigt, ramlede verden heldigvis ikke helt sammen. Nina Frederiksen er god til at holde hovedet koldt.
"Jeg er ekstremt løsningsorienteret. Det gælder om at finde mulighederne i den situation, man står i og ikke det modsatte," siger hun og sender en venlig tanke til familie og netværk.
Men hun måtte sætte mange ting på standby i firmaet og takkede pænt nej til en lang række forhandlere fra Italien, Saudi Arabien og Canada, som alle havde vist interesse for produktet.

Nina Frederiksen modtager Iværksætterprisen 2016 i Randers på Iværk &Vækst den 27. april.

Velgørenhed

Mikkel Sørensen er nu erklæret fri for kræft, og det er nu muligt til at tænke fremad igen, men sygdommen har også sat gang i et velgørenhedsprojekt.
Det går ud på at samle penge ind til kræft gennem Knæk Cancer, som kommer på tv i uge 43.
"Der vil vi gerne kunne give nogle penge til det skønne projekt, vi synes det er."
Virksomhedens mål er at samle 150.000 kr. ind i år.
"I øjeblikket har vi 60.000 inde, som er sikret. Vi har sat et beskedent mål til at starte med, som vi gerne vil fordoble næste år."
Det er vigtigt for virksomheden at skilte med den form for bløde værdier, fordi behandlingen på kræftafdelingen i Aarhus har været helt unik.
"Mikkel og jeg kan kigge tilbage på, at han har haft det mest fantastiske team omkring sig på R70 i Aarhus. Et team man ikke kan købe for penge. Piger, der også har en familie, og når de kommer på arbejde, er de 100 pct. professionelle. De har været utroligt nærværende, de er der for en. Det vil vi gerne støtte," siger Nina Frederiksen.

Forfra

Nu er sleepbag.dk klar til at starte forfra.
"Ja. Men med en bedre strategi under armen nu. Vi står over for nogle spændende år."
Nina Frederiksen er glad for, at hun besidder en vis portion robusthed, både i forhold til at være forretningskvinde, men også i forhold til – syg – mand og børn.
"Det er jeg blevet mødt med mange gange. Mange har sagt: "Nina, jeg forstår ikke, hvordan du stadigvæk står op." Så har jeg sagt: "Nej, men det gør jeg også kun, fordi jeg har haft et fantastisk netværk, og hvis jeg ikke havde haft det netværk, så havde jeg ikke været her i dag. Hvis jeg havde været i et helt almindeligt job som lønmodtager, så havde jeg trukket orlovskortet. Som iværksætter med egen forretning gør det en forskel, om jeg er der eller ej."
Viljestyrken er kendetegnende for Nina Frederiksen som iværksætter.
"Hvis jeg har et mål for noget, så sætter jeg mig ned og finder ud af, hvad der skal til for at komme i mål. Og hvis jeg ikke når derhen, så sætter jeg mig ned og kigger tingene igennem igen og roterer på, hvordan jeg så kommer derhen."

Fremtiden

Nu er det så tid til at sætte turbo på forretningskampvognen igen, og den internationale strategi skal gerne føre til vækst i løbet af de næste tre år.
"Jeg tror, vi har fået indarbejdet nogle gode samarbejder i udlandet. Vores udfordring ligger i at få butikkerne til at flytte varen ud af butikken, så forbrugerne står med produktet i hånden. Det er den kode, vi skal have knækket. Fordi én ting er Danmark, hvor vi ved, hvordan vi skal anvende babysoveposen, men når vi når ned syd for grænsen, er vi nødt til at give dem nogle redskaber til nemt og hurtigt at forstå vores produkt. Succesnøglen ligger i at få knækket koden til, hvordan vi får vores storytelling på vores produkt rigtigt formidlet ud fra butik til forbruger," siger hun.
"Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at projektet kan blive større, end jeg måske selv kan forestille mig. Jeg kan se muligheder i mine ting, men væksten skal kontrolleres, så det kommer til at ske rigtigt. USA? Vi tænker USA som en helhed, de kan noget, som vi slet ikke kan i Europa. Jeg ved, at potentialet er der, det er bare et spørgsmål om, hvordan vi får det indfriet, og hvordan vi gør det rigtigt - vi kan ikke det hele på en gang, så vi skal selektere. Det er vigtigt."