Hvad får jeg ud af at bede?

For nylig var jeg til et arrangement, hvor mennesker fra forskellige religioner blev bedt om at fortælle om deres bøn- eller meditations-praksis. Som jeg husker det, var ordstyrerens spørgsmål til panelet: ”Hvad får du ud af at bede eller meditere regelmæssigt?”
På tværs af vidt forskellige traditioner var paneldeltagerne enige om, at regelmæssig bøn eller meditation gav dem ro, rytme, nærvær, og fokus midt i en verden, hvor alt er flyvsk og går meget hurtigt.
Det er også, hvad mindfulness-instruktører kan fortælle os. Eller filminstruktøren, som jeg læste et interview med. Hun fortalte, hvordan hun har gjort det til en vane hver aften, inden hun skal sove, at folde hænderne og sige tak for det gode, hun har oplevet i dag. Dette har ændret hendes syn og givet hende øjne for det skønne i livet, givet glæde og taknemmelighed.
Jeg kunne have holdt lange prædikener om det samme. Alligevel sad jeg til arrangementet og stillede mig selv spørgsmålet: ”Hvad får jeg ud af at bede?”, og jeg fik lyst til provokerende at svare: ”Ikke en skid!”
Nu blev jeg ikke spurgt, og det var nok meget godt. Der kommer sjældent noget godt ud af at være provokerende.
Men spørgsmålet er: Er formålet med bøn overhovedet, at jeg skal have noget ud af det?
Måske er det præcis omvendt: At jeg skal opgive mine dagsordner. At jeg skal få blik for min næste, når jeg beder for ham eller hende. At jeg skal lægge magten og ansvaret for alt det, jeg ikke magter i Guds hænder og sige ”Ske din vilje”.
Sådan lærer Jesus os at bede. I Fadervor lærer han os at give afkald på vores eget: Komme dit rige – ikke mit. Ske din vilje – ikke min. Giv os i dag vores daglige brød – det er ikke mig, der skal have brød på bekostning af andre – vi beder om vores brød, som det så er vores opgave at dele.
Bøn er at give afkald på mit eget. Det er hovedpointen.
Og nå, ja, så vil jeg da ikke afvise, at der måske kan være nogle gode side-effekter af bøn, så jeg alligevel ”får noget ud af det”. Måske.