Fortsæt til indhold

Turisterne strømmer som de plejer at gøre

Hvad sker der med turiststrømmen, når sommeren arter sig som i år?

Samfund
Erling Baastrup

I år er det sommerlige ikke fremtrædende. Besøger turisterne så noget inden døre eller noget i naturen? Vi har prøvet at tage turist-temperaturen hos Bamsebo Camping og Modelbanen i Hadsten.

Nyt koncept virker

”Det går godt nu, men de tre første ferieuger var det for blæsende,” lyder det fra indehaver af campingpladsen i Ulstrup ved Gudenåen, Steen Pedersen. I starten af ferien udlejede han 5-10 kanoer pr. dag. Nu er han oppe på 40-50. Den nedgang, der har været i de ”almindelige” campister, opvejes så af, at hytter og ikke mindst luksusteltene er fuldt bookede. ”Børnefamilier vil gerne have komfort, så der ikke skal bøvles med noget, når man vil have naturoplevelser,” siger Steen Pedersen og konstaterer, at det nye koncept har ramt plet.

Også fra udlandet

Inden døre hos Modelbanen Europa i Hadsten lyder meldingen, at man er glade for den ”dårlige” sommer, idet folk kommer i stedet for at tage til stranden. ”Vi har i gennemsnit 25-30 besøgende hver dag. Det maksimale har været 90 på én dag. Og de kommer fra Norge, Sverige, Holland og Tyskland,” fortæller Jørn de Place fra modelbanen.