Det skal du høre på Grim Fest
I den kommende weekend løber Grim Fest af stablen. Men hvad skal man høre? Det har vi hørt Gaffa om
Mens nedtælling til Grim Fest synger på sidste vers, er festivalglæden ved at nå en højde, som kun sommerfugle kan nå. Men hvad skal man se på årets havefest. Det har Lokalavisen sat sig for at undersøge, når den 13. udgave af Grim Fest går i gang i weekenden. Derfor ringede vi til Ole Rosenstand Svidt fra musikbladet Gaffas anmelderkorps for at blive klogere på årets festivalplakat.
“Programmet er skaleret lidt ned i år. Festivalen løber over to dage i år i modsætning til tidligere. Og så er der kun danske kunstnere på plakaten i år. Men det er til gengæld et rigtig fedt program,” fortæller Ole Rosenstand Svidt, der giver et skud ud til de aarhusianske kunstnere, som ligger vejen forbi Grimhøjvej i festivaldagene.
“Dance With Dirt er et lokalt rockband fra Aarhus, der spiller ligeudad landevejen rock 'n' roll, og som altid er garant for en fed rockfest. Mens de hårdere rockmænd fra I'll Be Damned - også fra Aarhus - har nogle tunge riffs og nogle fede politiske tekster,” fortæller Ole Rosenstand Svidt.
Er man ikke til rock 'n' roll, så er der ifølge Gaffas anmelder også masser at komme efter.
“WhomadeWho er et dansevenligt band i højklasse, der kan sætte skub i enhver fest. Og så kommer Turboweekend, hvor forsanger Silas Bjerregaard har en sindsyg stærk stemme krydret med electrorytmer,” lyder det fra anmelderen.