Fortsæt til indhold

Jeg er mere rolig end i 2012

Samfund
Annette Schmidt

Med en bronzemedalje for nylig ved VM i Laser Radial i Mexico har 24-årige Anne-Marie Rindom fra Horsens kvalificeret sig til sommerens OL i Rio. Hun var også med til OL for fire år siden.
“Fra OL i London i 2012 ved jeg, at man har tendens til at overtræne og stresse, når OL-billetten først er hjemme. Følelsen af, at NU skal vi i gang. Denne gang er jeg rolig og følger mig eget pace, selvom det er dygtige og erfarne sejlere, jeg skal op imod til OL i Rio til august,” siger Anne-Marie.
Anne-Marie har netop været igennem halvanden måned med stævne efter stævne. Efter VM i Mexico blev det til en enkelt fridag i Danmark inden det sidste stævne i Heyres i Sydfrankrig i sidste uge. Nu er Anne-Marie hjemme i Danmark og slapper af.
“Jeg kan godt mærke, at det har været lidt for meget med stævner på det sidste. Nu skal jeg holde fri, så jeg igen bliver sulten efter sejlads og medaljer, inden jeg tager på træningscamp i Rio i slutningen af juni. Der er en del nye ting, vi skal i gang med at teste inden OL,” siger hun.
Til stævnet i Heyres var det første gang, hele det danske OL-hold i sejsport var samlet.
“Vi kender allesammen hinanden, men der er nye rutiner til OL, og vi mødes ikke igen, før OL går i gang.”
Til OL får sejlerne helt nye både, som de får adgang til den 25. juli. Anne-Marie regner med at ankomme til Rio den 1. august og være med til åbningsceremonien den 5. august.
Anne-Marie har brugt en stor del af sit liv i Horsens Sejlklub, hvor hun som 7-årig startede med at sejle. Hun vandt både EM og VM i Europajolle, inden hun skiftede til Laser Radial, da Europajollen blev taget af det olympiske program, Til OL i London blev Anne-Marie nummer 13 ud af 50 deltagere.
“Det er stadig mit mål at blive den første danske kvinde, der vinder en OL-medalje i Laser Radial.”