Fortsæt til indhold

Flere gå-busser til Skanderborg

Samfund
Arkiv

Nu skal flere skolebørn i Skanderborg ud af bilerne og transportere sig aktivt til skole. Det er målet, når endnu en af kommunens skoler hopper med på Gåbussen.
Onsdag 24. februar starter Herskindskolen op med tilbuddet om Gåbus som en mere aktiv transportform for skolens elever og deres forældre.
Det er bogstavelig talt sundt at gå i skole. Derfor er det ikke ligegyldigt, om børnene snører kondiskoene eller spænder sikkerhedsselen, når de skal i skole om morgenen. Men faktum er, at alt for mange børn bliver kørt i bil i stedet for at tage turen på gåben eller cykel.
Det betyder, at børnene ikke får rørt sig nok og heller ikke lærer at begå sig i trafikken. Derudover giver de mange biler trafikkaos omkring skolerne og en masse ekstra trafikfarlige situationer.
Men på Herskindskolen skal forældrene nu til at lede længe efter en god undskyldning for at putte børnene ind på bagsædet, for skolen står nu klar med et godt alternativ til forældretransport i bil.

Chauffører tager ansvar for de små

Alternativet er Gåbusser, som Dansk Skoleidræt og TrygFonden står bag. Gåbusser kan sammenlignes med almindelige busser, der følger en fast køreplan. Forskellen er blot, at transporten sker til fods, og chaufførerne er elever fra 6. og 7. klasse.
I januar blev 18 elever fra Herskindskolen uddannet som Gåbus-chauffører, og onsdag 24. februar er de klar til for første gang at følge deres yngre skolekammerater aktivt og sikkert til skole via en fastlagt rute med indlagte stoppesteder.
“En undersøgelse fra Rådet fra Sikker Trafik viser, at mange forældre er utrygge ved at sende deres barn alene ud i trafikken på grundt af de mange biler på skolevejen og barnets manglende erfaring med trafikken. Med Gåbus er de små nye trafikanter ikke overladt til sig selv, de får hjælp af chaufførerne hele vejen. Samtidig viser forskning, at aktiv transport også gør børn sundere og mere læringsparate, så der er mange gevinster at hente med Gåbus,” forklarer Cammilla Jørgensen, projektleder i Dansk Skoleidræt.

Gåbus gør en forskel

Claus Leick, formand for Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune, gør chaufførerne selskab på den første tur med Gåbussen.
Han er begejstret for, at endnu en af kommunens skoler har valgt at gå aktivt i arbejdet med at få eleverne ud af bilerne, så de allerede fra morgenstunden får rørt kroppen.
“Gåbus indeholder mange positive aspekter, ikke alene i forhold til at gøre eleverne selvhjulpne i trafikken, men også i forhold til at lære eleverne, hvordan man tager vare på andre. I Skanderborg Kommune har vi fokus på, hvordan vi skaber engagerede medborgere, der gør en aktiv indsats for at lave positive forandringer. Det er Gåbus et rigtig godt eksempel på,” konstaterer Claus Leick.
På Herskindskolen ser de også mange gevinster ved Gåbus.
“Vi vil gerne have mere gang i vores elever, så de bliver friske og klar til skoledagen. Samtidig har vi en forhåbning om, at en aktiv start på dagen vil inspirere til også at komme mere ud i frikvartererne, fordi de allerede fra morgenstunden er klædt bedre på til vejret, når de skal gå,” siger skoleleder på Herskindskolen, Kim Sørensen.
Han forklarer samtidig, at han er blevet meget positivt overrasket over, hvor meget Gåbus-chaufførerne er modnet med opgaven, og hvor motiverede de er for at hjælpe og tage ansvar for de små.
Skolens forældre har tilsvarende vist stor opbakning til Gåbus. En af dem er Jesper Rabes Laursen, der er far til to elever på skolen og har fulgt projektet tæt.
“Helt grundlæggende er jeg af den opfattelse, at børn har rigtig godt af at lære, hvordan de transporterer sig selv. Det betyder også meget for selvværdet og selvtilliden, at man opdager, at det der med at komme til skole, det behøver mor eller far ikke hjælpe med,” siger Jesper Rabes Laursen.
Ud over de helt åbenlyse gevinster som frisk luft og motion, så er han også begejstret for projektet, fordi Gåbus kan være med til at give bedre sociale relationer blandt eleverne.
"Der er meget dannelse i at lære, hvordan man tager sig godt af nogen, der er mindre end sig selv, så der er mange flere gode perspektiver i Gåbus end trafiksikkerhed og aktiv transport.”