Norddjurs Kommune er gået på Facebook
Information og dialog er hensigten med kommunens Facebook-profil
Norddjurs Kommune er kommet på Facebook. Det fremgår af en pressemeddelelse, at den både skal informere borgerne og skabe dialog.
“Vi har valgt at være til stede på Facebook, fordi vi ønsker at supplere www.norddjurs.dk med en ny kommunikationskanal, som forhåbentlig kan skabe grobund for mere dialog og kontakt med vores borgere og samarbejdspartnere. Der vil blive postet indhold, som viser flere sider af Norddjurs Kommune som organisation, end vi viser i dag gennem vores nuværende kommunikationskanaler.”
Det er kommunikationsafdelingen i direktionssekretariatet på rådhuset i Grenaa, som lægger indhold på profilen og svarer på spørgsmål og kommentarer i trådene.
Mandag morgen i denne uge kunne man for eksempel læse en sommerlig opdatering om Anholt og øens natur, der tiltrækker turister. Der er også billeder, som borgere har indsendt, blandt andet af Baunhøj Mølle og forskellige kystmotiver. Og en opfordring til at sende kommunen et praj, hvis man ser kloakker, som ikke kan følge med mængden af regnvand.
I øvrigt har Norddjurs allerede efter to-tre uger fået over 1100 likes på Facebook.