Skibet Jutlandia - meget mere end en sang

På Langelinie den 19. september 1952 trådte den 28-årige 2. maskinmester Svend Jagd ombord på det danske hospitalsskib Jutlandia.
Skibet, der var lastet med hospitalsudstyr, talte 200 danskere. Udover skibsbesætningen på 100 mand, var resten af køjerne optaget af læger, sygeplejersker, sygepassere og administration, der havde meldt sig gennem Røde Kors i København til at hjælpe civile og soldater under Koreakrigen mellem Nord- og Sydkorea.
Da Jutlandia stævnede ud, var det tredje gang i en krig, som på det tidspunkt havde varet i knap to år. Men første gang for Svend Jagd.
"Nu havde millioner af mennesker under 2. Verdenskrig givet deres liv for at befri Danmark, så jeg følte mig forpligtet til at træde til, når et lille land var blevet angrebet", fortæller han.
Vi har taget plads ved et bord på det nye Jutlandia-museum på den sydkoreanske ambassade på Svanemøllevej i Hellerup.
Til ære for fotografen og journalisten har den 91-årige Svend Jagd iført sig sin khaki-farvede uniform. Han peger på billederne, der side om side dokumenterer livet ombord på Jutlandia.
"Min kone har taget de fleste af dem. Hun havde et bedre kamera end mig", siger han og smiler.
For midt i en dagligdag med lemlæstede soldater og misrøgtede børn, voksede der sig et varmt venskab mellem maskinrummet og hospitalet, hvor militærsygeplejersken Tove i perioder arbejdede i døgndrift for at lappe soldater sammen, der blev fløjet ind fra slagmarken.
For modsat Jutlandias to tidligere togter, hvor det lå i havn i Busan, havde skibet nu fået en helikopterlandingsplads og lå nu til anker to km uden for Inchon.
Og med færre muligheder for at søge til land, voksede der på havet midt i krig og kaos et fællesskab frem fra nederste til øverste dæk, som holdt ved efter alle ombord vendte hjem til dansk jord - og hvor kun døden opløste båndene.
"Vi har haft noget meget væsentligt til fælles, som skabte et utroligt sammenhold gennem resten af vores liv", siger Svend Jagd.

Idealisme pressede sig på

På vej af sted til Korea var stemningen spændt. Særligt blandt sygeplejerskerne, hvor kun få havde været uden for Danmarks grænser.
"Kun få meldte sig af eventyrlyst, de fleste af idealisme, især læger og sygeplejerskerne", siger Svend Jagd, som tydeligt husker første helikopter med sårede soldater som landede.
På hver side af helikopteren var de spændt fast på en båre ude i den fri luft med 'en osteklokke' over deres hoved.
"Det var barsk for de stakler. Først at blive såret, for bagefter at komme ude på den flyvetur. Men episoden understregede for mig alvoren med togtet og behovet for Jutlandia", siger Svend Jagd.
På et af billederne på væggen, ser man to sårede soldater ligge i hver sin feltseng med kun plads til et lille bord imellem sig. Her er et skakspil i gang, mens en læge står bøjet over skakbrættet for at inspicere spillets gang.
En stor del af besætningen var ofte nede og tale med soldaterne, hvor 24 nationer var repræsenteret på sygelisten, men 80 procent var amerikanske.
“Mens vi holdt dem i hånden, græd soldaterne, når de talte om deres hjem og familie”, fortæller Svend Jagd.
Forældreløse, udhungrede og frostsprængte børn befængt med utøj blev også hentet ombord, efter de var fundet i jordhuler fra den nedbombede by Inchon. Svend Jagd husker, hvordan de gemte deres mad i madrasserne af frygt for, hvornår de næste gang fik et måltid.
5.000 soldater blev behandlet på Jutlandia samt 6.000 civile og børn, men ifølge kommandør Hammerichs uofficielle betegnelser var antallet af civile og børn nærmere 18.000.

Operationer i døgndrift

I de perioder, hvor kampene mellem syd og nord var voldsomst, kunne læger og sygeplejersker i 14 dage arbejde i døgndrift med kun få timers søvn. Soldater blev fløjet ind, som lignede, at de havde været med i et bilsammenstød, hvor alt var flået fra hinanden.
"Der er stor forskel på krigskirurgi og kirurgi på almindelige hospitaler. Det var svære og langvarige operationer på skibets hospital, hvor patienterne var svært kvæstede. Det var hårdt for læger og sygeplejersker, hvor nogle brød hulkende sammen i perioderne med enormt pres", fortæller Svend Jagd.
I de stille perioder var der tid til at tale sammen på tværs af skibets besætning og hospitalets stab.
"Sygeplejerskerne havde et behov for at snakke med andre om deres oplevelser, og vi prøvede at trøste og berolige dem", siger Svend Jagd, som kom op fra maskinrummet og fik øje på sygeplejersken Tove.
"Men med fire sygeplejersker på et lille kammer og fire køjesenge, var mulighederne for romantik meget begrænset", siger Svend og peger over på museets køjeseng.
Det var der til gengæld plads til, da de vendte hjem, og halvandet år efter blev de gift. De to var ikke de eneste, som midt i krigen oplevede andet end død og smerte. 16 par blev gift efter hjemkomsten - hvor ingen siden blev skilt, understreger Svend Jagd.
"Jeg tror, at det vi oplevede sammen på Jutlandia, hvor vi oplevede hinanden under et voldsomt arbejdspres, skabte så stærke ægteskaber, at det blev til 'døden dem skiller'", siger han, som for 11 år siden måtte sige farvel til sin Tove efter mere end 50 års ægteskab.
Sammenholdet blev ikke kun knyttet inden for ægteskabet, men også blandt besætningen og hospitalets stab, der blev ved med at ses efter de vendte hjem til Danmark 23. oktober 1953, for siden at danne foreningen Jutlandia-veteranerne.
Men den kollektive erindringsbank er begyndt at svinde ind i takt med, at veteranerne sover ind. I dag er der kun 14 tilbage, hvor de yngste - 'drengerøvene', som Svend Jagd kalder dem - er mellem 80 og 85 år. Det bekymrer den gamle veteran.
Han forstår med de utallige krige og konflikter, verden har oplevet siden våbentilstanden i Koreakrigen i 1953, at det er svært for de nye og yngre generationer at huske alle krige.
"Men vi skylder at huske Jutlandias omdømme på grund af de mirakler, læger og sygeplejersker udrettede. Besætningen stod for de ydre rammer, mens de stod for det voldsomme arbejde på hospitalet. Udover Kim Larsens sang om Jutlandia aner yngre generationer intet om arbejdet. Derfor er det så vigtigt med det her nye museum, så det ikke går i glemmebogen".