Daniel svømmer stærkt
Han bruger mere tid end de fleste på at dyrke sin sport og sit talent. Daniel er nomineret til Lokalavisens talentpris
Man kan se på Daniel Aleksander Jensen, at han er svømmer: Skuldrene er brede og brystkassen markeret. Og når han glider gennem vandet i Fredericia Idrætscenter, skal man træde til for at følge med ved bassinkanten.
Daniel er nomineret til Lokalavisen Fredericias talentpris på 10.000 kroner. Han er indstillet af Fredericia Eliteidræt for sine evner som svømmer, men han vinder også medaljer som skytte og er desuden en habil pianist og korsanger.
“Jeg har svømmet siden 3. klasse. Inden da var det ikke seriøst,” siger Daniel og retter på sig selv.
Daniel går på talentlinien på Alleskolen Afdeling Nørre Allé, hvilket blandt andet betyder, at han har mulighed for at træne om morgenen inden skole.
“Jeg træner otte gange om ugen. Og så nogle gange ekstra om søndagen, hvis jeg har lyst,” siger han.
Vil til EM, VM og OL
Daniel synes egentlig ikke, at otte ugentlige træninger er så meget.
“Jeg har jo sat mig for, at jeg vil EM, VM og OL. Og så skal man jo svømme meget,” siger Daniel .
Har du altid lyst til at træne?
“Jeg har lyst til at vinde. Så jeg træner - uanset om jeg har lyst,” siger han og ser ud til at undre sig over spørgsmålet.
“Så snart jeg har varmet op, har jeg lyst til at komme i vandet. Og efter to timers træning har jeg det godt og fyldes med en positiv fornemmelse,” siger han.
Det sker jævnligt, at den ihærdige svømmer kommer til at overskride de tider, han og hans klub har reserveret i bassinnet.
“Så kommer de andre og spørger, om de snart må komme til,” siger han med et smil.
Også når Daniel er hjemme, tænker han på svømning.
“Jeg studerer en del teknik på nettet og prøver at tage det til mig,” siger han.
Ret ofte tager han til Odense eller andre byer for at træne langbane - altså et bassin i fuld længde, som ikke er delt op af en gangbro i midten.
“Hvis jeg skal til stævne i en anden by, kan jeg også tage der til et par gange i forvejen for lige at mærke vandet,” siger han.
Hvad mener du med at mærke “vandet”?
“Man kan godt have brug for at kende hallen. Og vandet opfører sig også forskelligt, afhængigt af blandt andet dybden,” siger Daniel.
Glad indeni
Daniel har svømmet sig til 37 medaljer. Men han fejrer ikke sejrene med jubel.
“Jeg er mere glad indeni,” siger han.
Hvad så hvis du taber?
“Så går jeg en tur under den kolde bruser. Og så snakker jeg med min træner om, hvad der gik galt,” siger han.
Er du en dårlig taber?
“Det ved jeg ikke rigtigt. Jeg taber ikke så tit.”