Mette slap af med de kroniske smerter

“Apoteket har et glas panodiler liggende til mig, som jeg ikke har fået hentet i en hel måned. Jeg har glemt dem. Jeg har ikke haft brug for dem,” siger Helle Bager Nielsen og stiller en kop under hanen på køkkenets lille kaffeautomat.
Selv drikker hun the, men gæster bydes på frisk kaffe.
For ikke ret længe siden kunne hun ikke glemme sine panodiler. Eller sine mange andre smertestillende midler. I 17 år var Mette plaget af stærke, kroniske, opslidende, nedslidende, konstante, uafbrudte og evige smerter. Over alt i kroppen. De var der hele tiden.
Men i dag står hun smilende og tager imod gæster for at fortælle om sin vej ud af smertehelvedet. Hun holder også foredrag om emnet. Ikke fordi hun mener at ave løsningen på andres smerteproblemer - men måske de kan finde noget i hendes fortælling, som de kan bruge.
“Hvis nogen kan bruge dele af min historie til selv at komme videre, er det super. Men smerter er forskellige fra person til person - og det er vejen ud af dem også. Jeg kan selvfølgelig kun fortælle min historie,” siger hun.

Kastet tværs over gaden

Mettes smerte-historie begynder en februar-lørdag i 1997.
Hun bor og arbejder i København, hvor hun har travlt med at gøre en butik klar til åbning.
“Jeg kommer cyklende ved Trianglen, da jeg pludselig bliver påkørt af en bil. Den kommer ud fra en sidegade og rammer mig med så stor kraft, at jeg ryger op over motorhjelmen, knuser forruden og slynges tværs over Østerbrogade. Jeg ender på den modsatte side af vejen, som ellers er bred,” siger hun og tilføjer, at ulykken ifølge vidner på stedet var meget voldsom.
“Men jeg havde jo travlt og ville på arbejde. Så jeg finder min cykel og vil til at køre derfra, da et vidne overtaler mig til at vente på ambulancen. Jeg føler ikke, at jeg er kommet noget til, men redderne lægger mig i krave og tager mig med på hospitalet.”
På hospitalet blev hun scannet og undersøgt. Personalet så med alvor på risikoen for, at hun var mere kvæstet, end hun selv følte.
“Det endte med, at jeg blev sendt hjem med en blød halskrave, som jeg skulle gå med i to uger. Men da jeg tog på arbejde allerede to dage efter ulykken, generede kraven mig så meget, at jeg til sidst tog den af. Jeg følte mig jo ikke syg. Det var bare fuld fart frem for ‘pigen, som altid kunne klare alting'. Efter et par uger kom smerterne. Først i form af kraftig migræne,” siger hun.
Smerterne holdt hende ikke tilbage. Hun blev ved med at arbejde, selvom hun til sidst haltede og fik migræneanfald, mens hun ekspederede kunder.
Sådan fortsatte hun år efter år: Smerterne skulle ikke holde hende tilbage.
“Jeg havde ikke én sygedag på grund af smerter. Influenza kunne holde mig hjemme. Men ikke smerter,” siger hun og ryster lidt på hovedet af sig selv.

Erkendelse og ændring

Først for halvandet år siden gik det op for Mette, at hun ikke var så usårlig, som hun havde for vane at tro.
“Min læge havde givet mig en kronisk smerte-diagnose og havde beordret mig at sygemelde mig i tre uger. Jeg kunne slet ikke forestille mig at blive hjemme i tre uger. Men jeg gik med til det,” siger hun.
En forårsdag under sygemeldingen sidder hun i en havestol på familiens vestvendte terrasse i Mølholm.
“En veninde kommer og inviterer mig med til en pigefrokost. Jeg svarer med det samme nej. Da veninden går, begynder jeg at tænke over, hvorfor jeg siger nej til sådan en invitation, som jeg ellers normalt ville takke ja til. Og det går op for mig, at jeg sagde nej, fordi jeg ikke længere orkede at snakke om smerter. Og jeg vidste, at jeg ville komme til at snakke om smerter, hvis jeg tog med. Sådan var det blevet: Smerterne fyldte hele mit liv nu, og det orkede jeg simpelthen ikke længere,” siger hun.
Mettes nej til veninden udløser en erkendelse.
“Jeg bliver aldrig den samme, energifyldte Mette, der kan klare alt. Dér falder tiøren. Dér kommer erkendelsen,” siger hun og tænker tilbage.
Erkendelsen bliver starten på en ny begyndelse.

Små skridt

Siden den forårsdag i 2014 har Mette fokuseret på sin søvn, sin kost og sit blodsukker.
“Jeg går ture i skoven og suger oplevelserne til mig. Jeg mediterer. Og jeg fokuserer på det gode, der gør mig glad. Jeg har fundet frem til, hvad der gør mig glad - og undgår de ting, der trækker mig i den forkerte retning. Jeg gør det i små skridt - ikke store, lange spring fremad,” siger hun.
Det positive livssyn giver hende et overskud, der effektivt bekæmper smerterne.
Det er ikke altid let. Og hun har også tilbagefald.
“Jeg kan komme til at stå i køkkenet hele dagen, fordi jeg vil lave noget lækker mad til familien. Men dét hævner sig. Eller jeg kan bilde mig selv ind, at jeg kan gøre hele huset rent. Så kommer smerterne igen bagefter. Det er mine tilbagefald: Jeg presser mig selv og overskrider mine grænser. Det gør ondt, men giver mig også en viden om, hvor mine grænser går. Og den viden bruger jeg,” siger hun.
“Jeg får energi ud af at fokusere på det positive. Jeg kan for eksempel godt sidde i bilen på vej til arbejde og være hammertræt. Men hvis jeg så fokuserer på én ting, jeg glæder mig til, kan jeg vende en tæls morgen til en god dag. Også hvis det kræver, at jeg lyver lidt for mig selv. Det kan der godt komme noget godt ud af i sidste ende,” siger hun.
Mette arbejder i dag som unge-mentor i Assens Kommune og underviser for flygtninge. Og hun er ved at tage en psykoterapeut-uddannelse.