Fortsæt til indhold

Hvad er kærlighed?

Samfund
Af Henrik Oest, sognepræst i Helligåndskirken

I kirken tales der meget om kærlighed. Om Guds kærlighed. Om næstekærlighed. Ja, om kærlighed generelt. Kærlighed er vigtig. Uden kærlighed visner vi. Kærlighed fra vores omgivelser er for os som det daglige brød. Det ved vi, og alligevel forkvakler vi ofte kærligheden. Glemmer det at kærligheden kun bliver større af at blive delt.
Den store kærlighed er den kærlighed, man giver uden på forhånd at kræve tilbage. Og vigtigt – at kærligheden er overbærende, at kærligheden er ødsel, at kærligheden åbner op og dømmer ikke nogle udenfor.
Fortællingen på søndag handler om, at Jesus er inde og spise hos farisæerne, den religiøse elite. Midt under måltidet sker det utænkelige. En kvinde kommer ind og begynder at vaske Jesu fødder med sine tårer og tørre dem med sit lange hår og salve dem med olie. En meget intim handling der midt under den fine herrefrokost. De fine folk er forargede. De kender kvinden og hendes ry var ikke det bedste, men Jesus ser ud til at glæde sig over det, hun gør. Jesus ser, at kvindens kærlighed er større end de fine herrers, for de har kun kærlighed til dem, de dømmer inde og dem, der kun gør det rigtige i deres øjne. Jesu kærlighed er en tilgivende og ikke dømmende kærlighed.
Det er let at dømme andre ude og hævde sig selv. Men ægte kærlighed er at give kærlighed til alle, dømme inde og åbne armene, for det er kun derved man selv kan få et knus, og fordi kærlighed kun bliver større af at blive delt og det med rund gavmild og ikke fordømmende hånd.