Kommunen samarbejder med visionære fællesråd
Møder mellem kommunen og borgerne i Tranbjerg og Lystrup-Elsted er på programmet i den kommende tid
Bysamfundene Tranbjerg samt Lystrup-Elsted har været så visionære i deres høringssvar til 'Planstrategi 2015' med undertitlen 'Klog vækst frem mod 2050', at kommunen nu går i dialog og samarbejde med dem om deres ambitiøse planer frem mod udarbejdelsen af Kommuneplan 2017 senere i år.
Men hvorfor nu det?
“Når lokalsamfundene udfordrer os på den her måde, så skylder vi også at lande det hele ordentligt. Hvordan får vi med andre ord tilpasset en ny kommuneplan til fællesrådenes store og vilde planer. Det er spektakulære planer, som berører mange interessenter. Her kan vi hjælpe med kontakten til alle interessenter og hjælpe til, at visionerne kan blive en realitet i en grad, som byrådet er enige i. For det er klart, at planerne selvfølgelig også kan blive for vilde,” siger Niels-Peter Mohr, kommuneplanchef i Aarhus Kommune.
Der er ikke nogen faste formkrav til “dialogen”, men kommuneplanchefen forudser at der helt sikkert både kommer møder med fællesrådene plus offentlige møder, så flere kan give deres besyv med.
Rådmand roser byerne
Der er stor ros til de visionære Tranbjerg og Lystrup-Elsted fra rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S).
Han kalder byernes tanker for super spændende, og han mener, at høringssvarene vidner om stort, lokalt engagement.
“Vækstpotentialet er stort i bysamfundene, og det er fedt, når lokalsamfundene selv melder ind på den her måde,” siger Teknik og Miljø-rådmanden og fortsætter:
“Lige præcis de her to steder har grebet de lidt abstrakte tanker i planstrategien og tænkt: Hvad kan det betyde for os helt lokalt? Det er der kommet nogle super spændende og visionære tiltag ud af. De tanker vil vi nu arbejde videre med og få mere krop på.”