Tivoli Friheden holder åbent i julen i år
Som noget helt nyt kan man i år komme i Tivoli Friheden og julehygge
Tivoli Friheden har valgt som noget ganske nyt at holde åbent i julen i år.
Julemarkedet åbner 12. november og vil køre alle weekender op mod jul og også mellem jul og nytår.
“Det bliver i stilen med det, vi kender fra Tivoli i København. Julemanden kommer, og der vil dufte af klejner,” siger Tivoli Frihedens administrerende direktør, Henrik Olesen.
Det rigtige tidspunkt
Til spørgsmålet om, hvorfor det først er i år, aarhusianerne kan nyde julehyggen i Tivoli, siger direktøren:
“Vi har længe gjort tilløb til det, og nu passer det ind i vores planer,” siger han.
I København er jule-åbent en stor succes, og det håber han også, det bliver i Aarhus.
“Det bliver anderledes, end den jul man kan opleve i Den Gamle By for eksempel, og det bliver rigtig spændende,” siger han.