En modig familie

Egentligt ved jeg ikke en dyt om, det jeg skriver her. For de tre mennesker, som gav mig inspirationen, ved jeg intet om.
Men som de stod der i Føtex, lidt småforvirrede og betuttede, tænkte jeg, at der var tale om en syrisk flytningfamilie. Mor og to børn på sådan cirka seks-otte år. Jeg snakkede ikke med dem, jeg gjorde intet ud over at blæse forbi dem, for jeg havde travlt, men i skyndingen opstod tanken om at skrive en klumme om mod.
For hvis de var det, som jeg tror, de er, nemlig nogle, der er flygtet fra krigens rædsler i Syrien, så er de nogle af de mest modige mennesker, jeg længe har mødt.
Jo jo, jeg ved godt, der er forskel på flygtninge. Nogle er mere bekvemmelighedsflygtninge end andre, og jo jo, jeg ved godt, at den lille familie måske er blevet familiesammenført, og derfor måske bare har taget flyet fra Damaskus hertil.
Men uanset hvad, så er de mennesker i Syrien, der vælger at sige farvel til de engang trygge rammer, som ens hjem jo helst skal være, nogle modige mennesker.
For nej, ikke alle kommer hertil for at få et bedre liv betalt af den danske stat. Det er nok meget få, der gør det. Mange kommer, fordi de ellers kan få en stor møgbeskidt bombe lige i hovedet. Og den slags overlever man ikke.
Det kræver stort mod at rejse til et vildt fremmed land.
Og hvis du nu sidder og ruller med øjnene og tænker, åh nej, endnu en af de der pladderhumanistiske skribenter, der tror, de ved alt, så vil jeg bede dig om at lave et lille eksperiment. For jeg ved absolut ikke alt, men jeg ved, at hvis man sætter sig i flygtningenes sted, er der nul procent misundelse.
Når du sidder ved aftensmaden sammen med familien, så prøv at kig dig omkring. Det hjem I bor i, det skal I forlade.
Og det er nu.
Du kan kun tage det med, du har i den kuffert, som du plejer at bruge, når flyet bringer dig på charterferie og tilbage igen. Men du kommer ikke tilbage. Ikke foreløbig i hvert fald. For når I lukker døren bag Jer, så er I på flugt. Ikke charterferie.
Dine børn skal med på turen. Men du ved ikke, hvor I skal hen. I ved ikke, hvem I møder på vejen. I ved ikke, om I skal sejle i små gummibåde om natten, alt mens dine børn måske, måske ikke, drukner. I ved ikke, om I skal gå tusindsvis af kilometer på små stier og store motorveje, og om mad undervejs er noget udefineretbart noget, som man måske får, men til tider ikke får, og så må man sulte. Og ingen af jer ved, hvor I ender. Og om I må forblive der.
Prøv bare at kigge på dine børn og spørg dig selv om, de - og du selv - kan klare den slags strabadser? Det kan I selvfølgelig, for det skal I.
Det kræver et helt vildt mod at turde tage den chance. Mod, jeg på ingen måde kan sætte mig ind i, og jeg har ved sødgrød heller ingen ønsker om at skulle opleve det samme.
Mod er en underlig størrelse. At hoppe i havnen og redde et barn fra druknedøden er en form for mod. Den nye engelske premiereminister er en kvinde med et helt anden form for mod. Hun skal have pluspoint for bare at turde tage modet til at sige ja tak til verdens - for tiden - mest utaknemmelige job.
Og mod er at flygte flere tusind kilometer ud i usikkerheden.
Alle de tanker nåede jeg at få, mens indkøbsvognen kørte mellem hylder med syltetøj og kølediske med fløde.