De gamle skibe er på vej
Fyn Rundt For Bevaringsværdige Skibe ankommer til Middelfart med oplevelser og sjov den 26. juli
I år sejler 37 store sejlskibe rundt om Fyn på den venskabelige kapsejlads ”Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe”.
Skibene ankommer til Middelfart tirsdag den 26. juli, hvor de regner med at lægge til ved 16-17-tiden. Dagen efter, klokken 9:30 sejler de igen.
I mellemtiden vil der være mulighed for et hel stribe oplevelser på havnen, oplyser arrangørerne. Ja faktisk begynder aktiviteterne på havnen allerede ved 13-tiden - altså flere timer før skibenes ankomst.
“Familier kan hygge sig, allerede før skibene ankommer,” lyder det fra Lise Mortensen Høy i sejladsens sekretariat.
Aktiviteterne tæller blandt andet en række værksteder som for eksempel reb-slagning og smedje.
Galeasen Havet ankommer før de andre skibe og har et enmandscirkus med. Han optræder med jonglering, akrobatik og andet.
Et særligt Legeskib byder på gratis aktiviteter for børn. Her er både spil, aktiviteter og konkurrencer fra klokken 13-19.
Hjertet i Fyn Rundt er dog skibene, der sejler om kap og viser de gamle skuder frem for alle interesserede. Det er muligt at booke en sejlads, oplyser fyn-rundt.dk
I kapsejladsen er skibene delt op i tre størrelser. Desuden har de udenlandske skibe deres egen klasse.