Smukfest og Muskelsvindfonden fusionerer security funktionen
Mange timers erfaring og en knivskarp uddannelse af de frivillige skal gøre sikkerheden omkring Smukfest og Grøn Koncert til Danmarks bedste.
“Vi er i gang med en fusion med Muskelsvindfonden på sikkerhedsområdet. Det betyder, at Event Safety frem over er en del af Smukfest,” fortæller Smukfests sikkerhedschef, Søren Eskildsen.
Sammen med Thomas Rydahl udgør han fremover sikkerhedsledelsen på både Smukfest og Grøn Koncert og er dermed øverste ansvarlige for de flere hundrede veluddannede frivillige, der i øjeblikket udgør Event Safety-teamet.
“Det er vigtigt for os at have vores egne uddannede Event vagter og førstehjælpere. Det er vores egne erfarne formænd og frivillige, og de udgør en vigtig del af vores security-funktion. Vi har postet tusindvis af uddannelsestimer i at oplære dem,” forklarer han.
To gange om året bliver der uddannet 20 nye frivillige til Event Safety-teamet.
“Vi vil være bedst på sikkerheden, og derfor har vi lagt os i selen for at gøre vores event Safety-frivillige til nogle af Danmarks bedst uddannede indenfor området,” understreger sikkerhedschefen.
“De frivillige bliver uddannet til at håndtere store folkemængder og i at aflæse situationen og handle i forhold dertil.
Desuden lærer de førstehjælp, så de er i stand til at yde en præhospital indsats, hvis det skulle blive nødvendigt.”
De frivillige eventvagter er ifølge Søren Eskildsen klædt på, så de ved, hvordan de skal reagere i forskellige situationer.
“Vi har set bagud på tidligere situationer og brugt dem som scenarier. Set på, hvad vi kan lære af de forskellige scenarier, og hvordan vi kan gribe dem bedst muligt an, hvis tilsvarende situationer opstår igen. På den måde kan vi i langt højere grad reagere proaktivt.”
Samarbejdet med Muskelsvindfonden betyder, at mange af de frivillige kommer lige fra Grøn Koncert og dermed har masser af erfaring med i bagagen.
“Vi har behov for hele tiden at sørge for at udvikle kompetencerne hos vores frivillige. Det kræver erfarne og dedikerede formænd, hvis hjerteblod det er at sørge for en sikker festival. Det kunne slet ikke lade sig gøre uden dem. Det kræver rigtig mange ildsjæle at skabe den tryghed for vores gæster,” konstaterer Søren Eskildsen.