Fortsæt til indhold

Bertel Haarder åbner udstilling

Kulturministeren åbnede i onsdags den nye udstilling på herregårdsmuseet

Samfund
Anette Bonde

Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder åbnede i onsdags den nye udstilling på Gammel Estrup - Herregårdsmuseet. Titlen er “Familiens og privatlivets herregård”. Knap 200 gæster deltog, og der var både taler og fællessange.
Ud over Bertel Haarder var museumsddirektør Britta Andersen og borgmester Jan Petersen på talerstolen.

’Herregårdene var foran’

Bertel Haarder lagde i sin tale vægt på den kulturarv, som herregårdene udgør og vigtigheden af, at herregårdsmuseet fortæller kulturhistorien.
”Man bliver klogere af udstillinger som den her på Gammel Estrup, som viser et nuanceret indblik i historien, og som viser, at herregårdene var foran og progressive på mange fronter for eksempel i forhold til familielivet.”
Herregårdsmuseet har restaureret fire rum; dagligstuen, soveværelset, børnestuen og hovmestergangen. Efter åbningen af udstillingen, der foregik i riddersalen, kunne man her møde aktører der forestillede nogle af datidens figurer som grevinden, greven, guvernanten, hushovmesteren og husjomfruen.

Over 200 gæster deltog ved åbningen af den nye udstilling. Foto: Leo Jakobsen.

Den moderne kernefamilie

De fire rum illustrerer tiden omkring 1870-1900. Det var en periode, hvor herregårdene oplevede en opblomstring, og hvor idealet om den moderne kernefamilie med far, mor og børn gjorde sit indtog.
Man ser for eksempel, at hvor herskabet tidligere havde hver sit soveværelse, fik man nu ét fælles, som lå ved siden af børnestuen.
“Dagligstuen udstråler hygge og intimitet, og med bløde møbler, velourtapeter, tunge mørke gardiner og gulvtæpper fremstillet efter originalt forlæg har vi genskabt tidens stemning, så publikum kan fornemme, hvordan herskaberne levede i slutningen af 1800-tallet”, fortæller Britta Andersen
De nyindrettede rum er en del af museets permanente udstilling.