Louise er kommet frem i lyset
Louise From er delikatesseelev i Føtex Skanderborg og elsker at være i øjenhøjde med kunderne
I Føtex Skanderborg er delikatesseelev Louise From i kundernes rampelys hver dag. Det er en vigtig del af elevuddannelsen, og Dansk Supermarked Group så gerne, at flere gik samme vej som Louise.
Branchen mangler nemlig både delikatessemedarbejdere og slagtere. Det skriver Dansk Supermarked Group i en pressemeddelelse til Lokalavisen Skanderborg.
“Det er kunderne, der gør det sjovt at arbejde med kød, madlavning og delikatesser. Håndværket er spændende, og jeg lærer en masse om kød, tilberedning og tilbehør – men det bliver især rigtig sjovt, når jeg kan hjælpe og vejlede andre med den viden, jeg har fået,” fortæller Louise From.
Fleksibelt kokkefag
Hun har taget grundforløbet til slagterelevuddannelsen med speciale i delikatesser på Aarhus Tech. For hende opstod tanken om at tage elevuddannelsen, fordi hun brænder for madlavning og kundebetjening.
Samtidig giver jobbet i slagterafdelingen en stor fleksibilitet i forhold til for eksempel kokkefaget, hvilket betyder meget i Louises hverdag, som mor til en lille søn.
“Det er fantastisk at få lov til at tage så meget ansvar i hverdagen, hvor jeg oplever, at der er en meget stor tillid til mig. Jeg får selv lov til at bestille varer, lære nye medarbejdere op, planlægge hverdagen, og det er i høj grad mit ansvar, at kunderne hver dag får en god betjening,” siger Louise.
Ud af baglokalet
Louises hverdag består af meget andet end arbejdet med kød og delikatesser. Hun er også servicecoach i varehuset.
“Som servicecoach er jeg ansvarlig for at gå foran som rollemodel for mine kolleger, så vi sikrer, at kunderne i føtex Skanderborg hver dag får den bedste oplevelse. Jeg er også med til at klæde vores nye medarbejdere på, så de er klar til at gå ud og have kunden i fokus i alt, hvad de gør,” siger Louise.
Føtex og Bilka, som er en del af Dansk Supermarked Group, satser stærkt på at finde flere slagtere og delikatessemedarbejdere til butikkerne rundt omkring i landet.
“Vores opprioritering af slagterområdet har flyttet vores slagtere- og delikatessemedarbejdere ud af baglokalet og ind i butikken. Nu har kunderne mulighed for at bruge dem mere som rådgivere og sparringspartnere, og den prioritering er én af grundene til, at vi har brug for at ansætte flere faglærte medarbejdere og uddanne flere elever,” siger HR Senior Manager i Dansk Supermarked Group, Jon Skålerud, der er ansvarlig for elevuddannelserne.
-logy