'Jeg fik at vide, at jeg ikke kunne noget' - nu er Sarina bachelor i biokemi

SUCCESHISTORIE: Opgivet og kasseret. Sådan følte 24-årige Sarina Gadegaard det, da hun efter ni års hård skolegang forlod en lokal privatskole. Langt væk var drømmen om at blive forsker. Med mærkatet 'ikke egnet' fra skolen kunne hun ikke engang komme ind på HTX, som hun ellers havde arbejdet hårdt for. Men så tog fanden ved hende - og siden det afslag har den hårdtarbejdende pige ikke set sig tilbage.
Men lad os begynde med at spole tiden nogle år tilbage. Tilbage til dengang, hvor Sarina Gadegaards liv bestemt ikke lå på skinner.
Sarina Gadegaard har egentlig altid været glad for at gå i skole. Problemet var bare, at hun med egne ord 'ikke var særlig god til det'. Selvom interessen var dér, havde hun svært ved at følge med. Og i en fyldt folkeskoleklasse blev der ikke altid taget hensyn til det. Tværtimod.

Lærerne opgav mig

"Lærerne opgav mig. I stedet for at hjælpe mig, lod de mig bare passe mig selv. Jeg ville jo rigtig gerne, men jeg kunne ikke. Jeg fik så mange nederlag, at jeg troede, jeg var dum," husker hun tilbage i dag.
Sarina Gadegaards forældre prøvede flere gange at finde ud af, hvorfor deres datter havde så mange problemer. Var hun ordblind, spurgte de. Men de fik blot svaret, at Sarina allerede var blevet testet, og testen havde ikke vist noget.
Problemerne blev endnu mere håndgribelige, da Sarina Gadegaard fortalte, at hun gerne ville på HTX. Det kan du glemme alt om, lød svaret ifølge Sarina. Så da hun gik ud af niende klassen, fik hun som en af de eneste mærkatet 'ikke egnet'. Dermed lukkede døren til HTX - men i stedet for at opgive blev Sarina trodsig. Og stædig.
"Det havde været nederlag på nederlag. Jeg var så ked af det. Men det blev også et vendepunkt, da jeg fik at vide, at jeg ikke kunne ind komme på HTX. Jeg ville vise alle de lærere, der ikke havde troet på mig. Jeg tror ikke engang, at jeg dengang selv troede på, at jeg kunne klare det. Men jeg ville ikke acceptere, at skolen og lærerne skulle bestemme, hvordan min fremtid skulle se ud. Det skulle jeg nok selv. Jeg blev stædig."
Så i stedet for at blive teenagesur og smide sig på sofaen, samlede Sarina handsken op. Hun begyndte i 10. klasse på Helsinge Realskole. Og her mødte hun første gang nogle lærere, der forsøgte at tage hånd om hende.
"De prøvede at hjælpe mig, men jeg havde så lavt selvværd, at det var svært rigtig at gøre noget."

Lærer løftede opgaven

Efter et års hårdt arbejde kunne hun efter sommeren endelig skrive HTX-elev på visitkortet. Og her ændrede tilværelsen sig brat. Først blev hun igen testet for ordblindhed, som forældrene i så mange år havde ønsket – og ganske rigtig var Sarina ordblind. Det betød, at hun nu pludselig fik hjælpemidler i hverdagen. Men det helt store vendepunkt kom, da hun mødte en lærer, der virkelig forstod at takle hende.
"Jeg havde en fantastisk bioteknik-lærer. Han troede på mig og skældte mig ikke ud, selvom der var ting, jeg ikke kunne. I stedet for at give mig nye nederlag, når jeg havde det svært, vendte han det til noget konstruktivt, så jeg kunne lære af det."
Men selvom det gik fremad, var alt ikke rosenrødt. Langt fra. De hårde år fra privatskolen hang stadig over hende som en omklamrende skygge, man ikke kan løbe fra.
"Jeg var meget ked af det, da jeg gik på HTX. Jeg følte stadig ikke, at jeg kunne noget - og det jeg lavede, troede jeg aldrig, var godt nok. Det var selvfølgelig sårende. Det er stadig et ømt punkt i dag, når jeg tænker tilbage på det."
Men trods de hårde år lod Sarina sig ikke slå ud – og efter tre hårde år blev Sarina endelig student.
Her blev det igen fastslået, at Sarina ikke er, som nyudklækkede studenter er flest. I stedet for at tage luft ind med et velfortjent sabat- og fest-år havde Sarina fået blod på tanden. Hun søgte derfor direkte ind på drømmestudie. Biokemi på Københavns Universitet. Ja, selv på papiret lyder det som en af de mest komplicerede veje, man kan begive sig ud på. Men Sarina valgte at følge drømmen. Og kom ind.
"Det var igen en stor forandring at komme på universitetet. Udover jeg fik lidt ekstra tid til eksamen, var der ingen støtte. Det hele foregår individuelt. Man går til forelæsninger, og så forbereder man sig ellers derhjemme. Man måtte bare tro på, at det man lavede var godt nok."

Læste til klokken 02

Og netop det med at tro på sig selv havde Sarina stadig svært ved.
"Ordblindheden var ikke et problem. Det vár konstateret og sat i en boks - så det kunne jeg arbejde med. Det er mere de mange nederlag fra folkeskolen, der gav problemer. Og fordi jeg ikke stolede på, at det jeg lavede var godt nok, kunne jeg aldrig læse nok. Så selvom jeg egentlig allerede havde læst alt det, jeg skulle klokken otte om aftenen, kunne jeg ikke lægge bøgerne fra mig. Jeg troede ikke på, at jeg har gjort nok. Så jeg har tit siddet og læst til klokken to om natten, selvom jeg egentlig var blevet færdig for mange timer siden."
At Sarina kørte ekstremt hårdt på, var især tydeligt i eksamensperioderne. Her sagde kroppen simpelthen fra.
"Jeg blev altid syg i et par uger efter eksaminerne, fordi jeg var så udkørt. Jeg har knoklet så meget og er blevet så stresset, at min krop sagde fra."
For få uger siden bar de mange års hårde arbejde så endelig frugt. Først blev Sarina bachelor i biokemi - og siden har hun fået specialeplads på det eftertragtede Panum Institut.
Her skal hun dykke dybere ned i arbejdet med – og her gælder det om at holde tungen lige i munden — G-protein-koblede receptorer i cellemembranen. Det er vist noget med cellebiologi og proteinkemi. Lad os i hvert fald bare lade det ligge ved det.

Drøm er gået i opfyldelse

Hvad ville du tænke, hvis nogen for fem år siden havde sagt, at du ville nå hertil?
"Jeg ville ikke tro på det. Det var ikke realistisk. Jeg var jo glad for skolen, men alt var så svært. Nu er mine drømme allerede gået i opfyldelse."
"Men jeg har også måttet kæmpe ekstremt meget for at nå hertil. Og jeg har opgivet meget socialt. Jeg har fået gode karakterer og har gode ting på mit cv. Men jeg har måttet knokle for det. Jeg brænder virkelig for det her, ellers ville jeg aldrig være nået hertil."
"Jeg har siddet dag ud og dag ind og knoklet. Jeg har ikke kunnet tage studiejob, fordi jeg har måttet arbejde så meget med mine ting. Ofte fik jeg kun mad, fordi min mor kom med det."
Og netop her kommer vi måske til historiens morale. For selvom Sarina er taknemmelig for, hvor hun er endt i dag, er der stadig én ting, hun har det svært ved i hele forløbet - og som i disse tider måske er mere aktuelt end nogensinde.
"Jeg har svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke fik mere hjælp. Hvis min dansklærer bare have støttet lidt mere, havde jeg ikke haft det så svært på HTX og på universitetet. Ordblindheden havde stadig været dér, men mit selvværd havde været bedre. Og det er dét, jeg har kæmpet med. Jeg havde nok været det samme sted, men jeg havde ikke behøvet at stresse så meget, at jeg blev syg af det."