Stort breakdance-event i kæmpe telt
To lokale fyre står bag et nyt breakdance-arrangement med show og konkurrence
En stor breakdance-battle med navnet Nordic Break League, finder sted 12. august ved siden af Bilka i Tilst.
Energiske og akrobatiske dansere fra ind- og udland, dyster om en pengepræmie på 1000 euro og giver samtidig publikum et godt show.
Det er i hvert fald planen med det nye arrangement, som to lokale gutter har stablet på benene i samarbejde med Flying Superkids.
Vil inspirere andre unge
Det er Emilio Sanchez og Doi Vai Le, som står bag arrangementet, der finder sted i Flying Superkids' telt med plads til 1.000 tilskuer.
“Vi kan se en stigning i antallet af børn og unge, der gerne vil lære at breakdance. Derfor har vi besluttet at lave et event, som kan inspirere endnu flere unge mennesker til at begynde,” siger Doi Vai Le, der er opvokset i Bispehaven og var småkriminel i sine tidlige år.
Det stoppede dog, da hanbegyndte med at træne og optræde hos Flying Superkids.
Efter at have været en del af truppen i 10 år har Doi taget en uddannelse som markedsføringsøkonom, og er nu blevet fuldtidsansat hos Flying Superkids som ansvarlig for billetsalg og events.
De bedste breakdancere
Tilbage i folden hos Flying Superkids opstod idéen om at låne superbørnenes telt til et kæmpe breakdance-event. Folkene bag gymnastikbørnene var med på idéen, og Doi Vai Le kontaktede derfor sin gode ven Emilio Sanchez. De har nu arbejdet i flere måneder på Nordic Break League, som de forventer sig meget af.
“Vi har været så heldige, at nogle af de allerbedste breakdance-grupper i verden har meldt deres ankomst, og især det lille, engelske vindunderbarn Bgirl Terra på ni år bliver fantastisk at opleve,” fortæller Doi Vai Le.
Det er stadig muligt at købe billetter til arrangementet. Læs mere på www.nordicbreak.dk
/CSJ