Cykling forebygger diabetes
Cykling nedsætter risiko for type 2 diabetes, viser SDU-forskning
I et 15 år langt studie har forskere fra SDU nøje undersøgt, hvad det betyder for midaldrende og ældres risiko for at få type 2 diabetes, hvis de jævnlagt hopper op på jernhesten og giver den gas på de danske cykelstier.
Resultatet er skelsættende i kampen mod diabetes.
“Cykling er forbundet med lavere risiko for udvikling af type 2 diabetes. Hverdagscykling kan således have stort potentiale i forhold til sygdomsforebyggelse, idet der er tale om en aktivitetsform, der for mange er mulig at få ind i en almindelig hverdag, siger Lars Østergaard i pressemeddelelsen fra SDU. Han er adjunkt ved forskningsenheden Exercise Epidemiology på SDU og en af forskerne bag studiet.
Over 300.000 danskere lider i dag af diabetes, og tallet forventes at stige betydeligt i de kommende år. Derfor kan informationerne fra studiet være enormt vigtige i forebyggelsen af den hurtigt voksende sygdom.
En time gør forskel
Studiet er baseret på en stor dansk befolkningsundersøgelse, hvor mere end 50.000 voksne danske mænd og kvinder er blevet fulgt over næsten 15 år i forhold til udvikling af sygdom.
Resultaterne viser også, at selv en lille smule cykling kan være betydningsfuldt.
“Én times cykling per uge er forbundet med lavere risiko for udvikling af type 2 diabetes, og det ser ud til, at der er endnu større fordele ved yderligere cykling,” fortæller Lars Østergaard.
Forskerne kunne se, at cykling i 2.5 time om ugen og derover er forbundet med 20 til 30 procent lavere risiko for type 2 diabetes, hvilket indikerer, at jævnlig transportcykling kan forebygge sukkersyge.
Andre parter med
Studiet er resultatet af et samarbejde mellem forskere fra Syddansk og Aarhus universitet, Kræftens Bekæmpelse og Harvard T.H. Chan School of Public Health.
Det er publiceret i juli 2016 i det anerkendte medicinske tidsskrift, PLOS Medicine