Fortsæt til indhold

Oplev opera under åben himmel i Gilleleje

Gilleleje Havn og Gilleleje Handels- og Turistforening inviterer til Open Air Opera ved Stejlepladsen på Gilleleje Havn

Samfund
Arkiv

OPERA I DET FRI: Der er virkelig noget af glæde sig til, når Gilleleje Handels- og Turistforening og Gilleleje Havn på lørdag arrangerer Open Air Opera.
Anledningen er markeringen af 400 året for Hamlets død, og arrangørerne har allieret sig med et opera-navn, der kan sin metier.

Kongelig operasanger

Ove Mynderup har en lang karriere som professionel bassanger på Det Kongelige Teater med mange solistiske opgaver bag sig.
Han tog diplomeksamen og musikpædagogeksamen i sang i 1975 på Nordjysk Musikkonservatorium, og blev samme år ansat på Det kgl. Teater. I 1990 føjede Ove Mynderup en organist-eksamen til cv'et, ligesom han har skrevet flere bøger: 'Operaperler & Spirituals', 'Only Love' og 'Fyldt af Glæde'.
Filip Forsberg akkompagnerer på klaver til koncerten lørdag, og Carsten Andersen fra Hotel Gilleleje Strand står for lyden.

Arrangørgruppen bag den storstilede opera-event glæder sig til på lørdag. Fra venstre er det formanden for Gilleleje Handels- og Turistforening Henrik Magelund, Anette Mosberg, Morten Ringsted, Pernille Mortensen og Ida Madsen fra foreningens bestyrelse, foreviget på Stejlepladsen, hvor den store opera-event skal foregå lørdag kl.17 (Foto Jan F. Stephan)

Spis i det fri

Gilleleje Havn og Gilleleje Handels- og Turistforening vil på dagen sørge for, at man kan købe drikkevarer på stejlepladsen - og så er det ellers bare med selv at medbringe picnic-kurven eller købe én hos en af de omkringliggende restauranter og caféer, der også er sponsorer for arrangementet.
"Folk bakker virkelig op om dette arrangement, der skiller sig ud fra sommerens øvrige tilbud i Gilleleje og Gribskov. Det er pragtfuldt, og bliver det en succes på lørdag, vil vi selvfølgelig gentage det til næste år. Det er jo fantastiske rammer, det er gratis, og det er høj kvalitet. Så det er bare at møde op og nyde det, og hygge sig", siger arrangør Ida Madsen til Ugeposten.
-Gisli

6. august kl. 17
Stejlepladsen
Gilleleje havn
gratis adgang