Fortsæt til indhold

Kulturministeren på besøg hos Varde Sommerspil: Glad for at opleve forestillingen

En imponeret kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) deltog i sæson- afslutningen på årets sommerspil

Samfund
Tekst og foto: Camilla Thorsø Lund

På tilskuerrækkerne midt i solen sad der ved dette års sæsonafslutning en helt særlig gæst. Nemlig kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V).
Og han var imponeret, da han lørdag den 16. juli for første gang var tilskuer til Varde Sommerspil.
“Jeg synes, det er fantastisk. Især musikalsk er det helt utroligt professionelt,” sagde Bertel Haarder om opsætningen.
En invitation fra arrangørerne bag Varde Sommerspil, teatergruppen 7-kanten, bragte ministeren og hans hustru Birgitte Haarder til forestillingen. Besøget på friluftsscenen blev kombineret med en række andre lokale besøg.
“Jeg har blandt andet besøgt kulturudstillingen på Janderup Skole, læst op ved krimimessen og været i Minibyen med borgmesteren og hans kone. Efter forestillingen skal vi videre til Fanø,” fortalte Bertel Haarder.
Han er som kulturminister begejstret for mindre, lokale opsætninger af musicals og teaterstykker. Og oplevelsen af Varde Sommerspil var en god påmindelse om det talent, der findes uden for de store scener, lød det.
“Jeg er så glad for at se forestillingen i dag, for vi skal hele tiden huske, at der er nogen uden for de store stats- og kommunalt betalte teatre, som faktisk leverer rigtig gode forestillinger. Amatører kan noget særligt, og når de så har to fremragende professionelle skuespillere i spidsen, som de har her, så bliver det rigtig godt,” sagde Bertel Haarder med en afsluttende ros til musikerne:
“Og i øvrigt et imponerende orkester. Det må jeg sige.”