25 år med kvalitetsgenbrug i Aarhus Nord
Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik fejrer i den kommende uge 25 års jubilæum på Åbogade med en stor liveauktion med kendt auktionarius
14. maj 1991 slog Kræftens Bekæmpelse dørene op for organisationens første genbrugsbutik i den tidligere konservesfabrik i Åbogade 36 i Aarhus Nord og kan derfor som den første butik i kæden af tolv butikker fejre 25 års jubilæum.
Der er sket meget siden butikken åbnede dørene for 25 år siden, men noget af det som har fulgt butikken i alle årene og som i dag kendetegner Igen i Åbogade er kvalitetsgenbrug. Hos Igen finder man et stort og varieret udvalg af genbrugsvarer, fra møbler, tøj og sko til elektronik, bøger og porcelæn. Alle varer bliver sorteret og klargjort, tøj bliver vasket og elektriske varer bliver afprøvet inden de kommer i butikken.
Det bliver ofte indleveret fra folk, der gerne vil støtte det gode formål, men de tager også ud og tømmer dødsboer
“Vi oplever, at genbrugsmarkedet er i en rivende udvikling i disse år. Det er en retro-bølge, og det kan vi også mærke her. Det er blevet meget mere legitimt at købe genbrugsting. Vi forsøger hele tiden at følge med udviklingen og tilpasse os et altid skiftende og dynamisk marked, hvor nye trends og nye tendenser inden for genbrug opstår. At handle genbrug er for mange blevet en livsstil,” siger distriktschef Kenneth Johansson.
At butikken stadig består efter 25 år, skyldes ikke alene et stort udvalg af kvalitetsgenbrug, men også bestræbelserne på at give de mange kunder en god oplevelse, hvilket bliver bekræftet af de mange faste kunder, der hver uge besøger butikken.
34.000 ekspeditioner
“I 2015 havde vi i Aarhus 34.000 ekspeditioner og omsatte for 3,3 millioner kroner, og det har været støt stigende gennem årene,” fortæller distriktschefen og oplyser, at kædens tolv butikker havde et overskud på 7,8 millioner kroner i 2015. Penge, som går til Kræftens Bekæmpelse,
Butikken drives i dag af 80 meget engagerede frivillige medarbejdere der står for sortering, klargøring og prissætning af de mange varer butikken hverdag modtager, og betjening af de mange besøgende kunder, der jævnligt kigger ind i butikken for at finde et godt tilbud eller gøre et fund.
Sammenhold og arbejdsglæde er nøgleord, når det frivillige arbejde i butikken skal beskrives, og derfor er det heller ikke overraskende, når man os Igen i Aarhus møder frivillige som har fejret både 10 og 20 års jubilæum. Og en enkelt har sågar været med alle 25 år.
Jubilæumsaktiviteter
25 års jubilæet bliver markeret i hele uge 21, hvor der hver dag vil være forskellige aktiviteter og en masse gode tilbud og et stort loppemarked. Ugen bliver afsluttet lørdag 28. maj klokken 13 med en stor liveauktion for alle med udvalgte kvalitetsvarer, hvor interesserede kan byde på et stort udvalg af retrolamper og møbler. Auktionarius er Peter Tholstrup fra Bruun Rasmussen Auktioner.
“Vi er meget spændte på, hvor mange der kommer, for vi har ikke prøvet at holde sådan en auktion før. Men vi har plads til mange, og alle er velkomne,” siger Kenneth Johansson.